»Det her er stadig totalt uvirkeligt.«

Sådan lyder det i et Instagram-opslag fra TV 2-håndboldeksperten Daniel Svensson lørdag, der skriver, at han sammen med kæresten Caroline skal være forældre til foråret 2023.

»En kæmpe drøm, der går i opfyldelse,« skriver Svensson videre i opslaget.

Siden han lagde opslaget op, er der væltet ind med lykønskninger til det kommende forældrepar.

DR-værten Josefine Høgh har kommenteret opslaget og skrevet »Tillykke med den største gave.«

»Stop! Hvor er det fantastisk,« skriver musical-stjernen Silas Holst og »Stort tilykke – større bliver det ikke,« skriver badmintonspilleren Hans-Kristian Vittinghus.

Den glædelige nyhed kommer for 40-årige Daniel Svensson i en noget turbulent tid uden for privatlivet, hvor han får megen kritik for en tidligere direktørrolle.

Det skyldes en kedelig sag fra Svenssons foregående job som direktør i den konkursramte håndboldklub Ajax København.

For ud over klubbens vaklende økonomi var Svensson som direktør også ansvarlig for, at klubben ikke havde tegnet de nødvendige forsikringer til klubbens spillere. Det medførte blandt andet til, at han ikke tiltrådte i en rolle som kommerciel direktør i Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark, der ellers var planen i midten af september.

Til trods for Svenssons mindre heldige rolle i Ajax København, har TV 2 stadig valgt, at han kan fortsætte som håndboldekspert på kanalen.

»Folk mener, at når Daniel har udvist den dømmekraft i Ajax og forvaltet sit direktørembede, som han har, så skulle han være diskvalificeret til at mene noget om det, der foregår i en håndboldkamp. Det mener vi ikke på TV 2,« lød det fra Dan Philipsen, der står i spidsen for kanalens håndbolddækning, til B.T.