Den svenske håndboldstjerne Louise Sand er tilbage på håndboldbanen.

Men denne gang er det dog i en lidt anden udgave, end håndboldfans verden over normalt har været vidne til.

Den 28-årige håndboldspiller har nemlig været igennem en omfattende kønsskifteoperation siden karrierestoppet i 2019.

»Jeg er født i den forkerte krop,« lød det dengang fra Louise Sand, da karrieren blev lagt på hylden, efter hun havde været professionel siden 2011.

Loui Sand i 2021.
Loui Sand i 2021. Foto: Privatfoto
Vis mere

Men en kønsskifteoperation, navneforandring og to år senere er Louise Sand nu klar til at gøre comeback på håndboldbanen. Denne gang på herresiden med navnet Loui.

Det skriver det svenske medie Aftonbladet.

Faktisk har håndboldprofilen allerede gjort comeback hos herreholdet Kärra, der spiller i Sveriges bedste håndboldrække.

»Det var fantastisk. Det føltes rigtigt på alle måder. Når folk har spurgt mig, om jeg havde planer om at spille håndbold igen, har jeg altid givet forskellige svar. Jeg har nærmest følt mig som mytoman og psykopat på samme tid,« siger han til mediet og fortsætter:

»Det er en fantastisk udfordring. Jeg er jo faktisk den eneste transkønnede i verden, så vidt jeg ved, der gør det her i håndboldverdenen. Jeg har ingen rollemodeller, jeg kan følge, og jeg går igennem det her med mig selv.«

Indtil videre er det dog kun blevet ved træningen for Sands vedkommende. Han har stadig sin første kamp til gode.

Loui Sand er oprindelig fra Sri Lanka, og inden kønsskiftet nåede hun at repræsentere IK Sävehof, Brest og Fleury.