Dommen over de danske håndboldstjerner var hård.

»Jeg er skuffet over Nikolaj Jacobsen. Jeg er utroligt skuffet over Mikkel Hansen, verdens bedste håndboldspiller. Jeg er målløs,« sagde Johanna Alm med tilføjelsen:

»Jeg er chokeret.«

Den tidligere håndboldspiller agerer i forbindelse med EM-slutrunden ekspert hos svensk TV10, og ifølge Expressen var hun nådesløs efter mandagens uafgjorte kamp mod Ungarn.

Med 24-24 har det danske landshold kun ét point efter to kampe og kan ikke længere selv afgøre EM-skæbnen.

Og det er ikke kun i Danmark, at forventningerne har været store til Nikolaj Jacobsen, Mikkel Hansen og co.

Som Johanna Alm, der spillede det meste af sin karriere i en stribe danske klubber som Aalborg DH, Viborg, Team Esbjerg og FCM Håndbold, udtrykte det:

»Det er en af de mest mærkelige kampe, jeg nogensinde har set,« sagde hun.

Også den tidligere danske landsholdsspiller Joachim Boldsen er mystificeret over, hvorfor Danmark har præsteret under niveau indtil videre ved EM.

»Det er noget, som ikke er harmonisk ved Danmark. Mod Island fungerede forsvaret ikke, og i dag (mod Ungarn, red.) var det angrebet, som svigtede. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der er galt,« siger Joachim Boldsen hos norsk TV3, hvor han er ekspert under slutrunden, ifølge VG.

Heller ikke B.T.s håndboldreportere var i øvrigt imponerede at Mikkel Hansens indsats mod Ungarn tirsdag aften.

Her brændte han ikke bare den sidste danske afslutning, han blev desuden kun registreret for tre mål på otte skud, heraf to på straffekast.

Det udløste karakteren 3 på 10-skalaen - med følgende kommentar:

'Hvor blev du af, Mikkel? Verdens bedste håndboldspiller bør godt nok ikke smides på en uvant position. Hansen fik højre back i første halvleg og lang tid på bænken. Men det er denne vej, vi kigger efter frelseren, når Danmark har problemer. Han dukkede bare aldrig op.'

Nikolaj Jacobsen fik desuden en endnu dårlige karakter: 2.

Danmark spiller den sidste indledende gruppekamp onsdag aften. Her går holdet kun videre med en sejr over Rusland, hvis Island samtidig vinder over Ungarn.