Der er udbrudt corona-kaos i den bedste danske håndboldrække på herresiden.

For hele fire ud af syv kampe, der skulle have været spillet onsdag aften, er blevet aflyst på grund af smitteudbrud i flere af klubberne.

Det bekræfter Dansk Håndbold Forbund (DHF) over for TV 2 Sport.

Her kalder Frank Smith, der er chef for turnering i DHF, det for en ærgerlig situation, da det vil stille endnu større krav til klubberne, når kampene skal afvikles på et senere tidspunkt, hvor kampprogrammet også er presset.

Og ifølge håndboldchefen bliver det da også først næste år, at kampene kan blive afviklet.

»Vores mål er, at kampene skal være afviklet senest medio februar. Det bliver en svær opgave at få dem placeret, men det skal lykkes,« siger han til TV 2 Sport.

Årsagen til, at de aflyste kampe først kan blive gennemført i februar, er blandt andet den EM-slutrunde, som bliver afholdt i januar – denne gang i Ungarn og Slovakiet.

De fire kampe, der er bekræftet aflyst onsdag, er følgende:

  • ​Nordsjælland- TMS Ringsted
  • GOG - Skanderborg Aarhus
  • Mors Thy - KIF Kolding
  • Ribe-Esbjerg - Lemvig-Thyborøn

Efter planen skal onsdagens resterende kampe, Bjerringbro/Silkeborg-Skjern, TTH Holstebro-Aalborg og Fredericia-SønderjyskE, afvikles som planlagt.