Der kommer tilskuere på lægterne, når håndbold-VM i Egypten begynder inden længe. Og det bekymrer de europæiske håndboldspillere.

IHF, det internationale håndboldforbund, har på trods af coronasituationen i verden valgt at tillade, at 20 procent af håndboldhallernes kapacitet kan udnyttes. Og det betyder potentielt tusinder af tilskuere på lægterne.

Det har mødt undren og kritik fra flere steder. Blandt andet på grund af situationen i Egypten.

Spillerne er underlagt strikse coronaprotokoller, som skal forhindre smittespredning, og man frygter, at det hele er forgæves, hvis der er tilskuere i hallerne.

I spidsen for beslutningen om at spille med tilskuere står den 76-årige præsident for IHF, egyptiske Hassan Moustafa, der er arkitekten bag VM-slutrunden i hjemlandet.

Bjarte Myrhold er en af de spillere, der har underskrevet brevet.
Bjarte Myrhold er en af de spillere, der har underskrevet brevet. Foto: ANNEGRET HILSE
Vis mere

Ifølge norsk TV 2 har den europæiske spillerforening sendt et brev til Moustafa, hvor man udtrykker stor bekymring og beder ham om at droppe tilskuere til VM. Man er slet og ret bekymret for, at tilstedeværelsen af tilskuere vil øge smitterisikoen.

Spillerne appellerer ifølge mediet også til præsidenten om, at de som rollemodeller sender et dårligt signal i deres respektive hjemlande, når de tager til VM med tusindvis af tilskuere på lægterne.

Men brevet har indtil videre haft ringe effekt. I hvert fald har præsidenten ikke svaret tilbage, lyder det.

Brevet er blandt andet underskrevet af den norske landsholdskaptajn Bjarte Myrhol. Det er uvist, om de danske landsholdsspillere også er medafsendere.

De har under alle omstændigheder været stærkt skeptiske overfor ideen med at tillade tilskuere i hallerne.

Det danske landshold rejser til Egypten 12. januar. Her åbner man sin VM-gruppe mod Bahrian tre dage senere i Cairo. Også Congo og Argentina er i den danske VM-gruppe.

I alt deltager 32 lande i VM-slutrunden.