Det var ikke med helt ro i den voksende mave, at Sarah Iversen gik til sine trænere for at fortælle dem en stor nyhed.
Landsholdsspilleren skal være mor for første gang til januar. En besked, hun delte på sin Instagram tidligere på ugen, og som hun også skulle give til sine trænere.
»Det var faktisk angstprovokerende at have de her samtaler og egentlig skulle sige det,« siger Sarah Iversen til B.T.
Hun og manden glæder sig til, at der kommer en lille ny. Det var planlagt, men midt i glæden var der også en bekymring om, hvordan det ville blive modtaget.
»Det er jo – bevares – en kvindes ret, men man har en følelse af, at det ikke er så velset, man bliver gravid. I hvert fald i forhold til klubben. De har jo en målsætning, har lagt et budget og sammensat et hold, de tror kan vinde noget, og så bliver jeg 'fjernet'. Jeg føler, jeg hæmmer holdet lidt, og det synes jeg egentlig ikke er så rart,« fortæller 30-årige Sarah Iversen.
Hun og manden har begge følt sig klar til at få børn nu i en tid, hvor det ikke vrimler med atleter, der får børn midt i karrieren.
»Jeg tror, når man går med følelsen af, man er klar til at få børn, er det lidt større end håndbold. Så tror jeg også, det er et godt tidspunkt for os nu. Jeg er blevet 30, så hvis jeg får et barn nu, har jeg også nogle år tilbage, når jeg har født, og det er målsætningen,« siger Herning-Ikast-spilleren.
Hun frygtede en del modstand, men heldigvis blev den frygt gjort til skamme. Alle har været positive, og graviditeten betyder heller ikke, at hun holder sig væk fra træningsbanen. Tværtimod. For selv om hun er gravid, er hun ikke færdig med harpiks og håndboldhaller.
»Jeg tror, de fleste siger 'nu må vi lige se' og 'slap nu af' og 'nu skal du lige have lov at nyde det og være glad'. Det eneste, jeg tænker, er, at jeg forhåbentlig heler ordentligt og kan komme tilbage og bare kan dække lidt op i nogle slutspilskampe. Jeg vil bare virkelig gerne hjælpe holdet. Det kan jeg bare mærke – det er vigtigt for mig også at signalere over for dem,« siger Sarah Iversen.
Netop graviditeter hos sportskvinder har for nylig være oppe i medierne, da Jeanette Ottesen i sin dokumentar 'Ikke uden kamp' fortalte, hvordan hun mistede økonomisk støtte og fornemmede en manglende tro på, at hun kunne gøre comeback.
Sådan forholder det sig ikke for Sarah Iversen, der fortæller, at hun har god tillid fra den fysiske stab. Hun får også støtte hos Team Danmark, og så har landstræneren, Jesper Jensen, også taget situationen 'cool', som hun selv fortæller det.
»Jeg føler mig virkelig privilegeret at være i en situation, hvor alle bare er så søde, og de er glade på ens vegne. Så ved jeg godt, det ikke er så fedt for alle – det er aldrig fedt at miste en spiller, det er lidt ømt. Jeg havde frygtet, jeg ville møde meget mere modstand, end jeg har gjort. Jeg har ikke mødt noget. Alle har været søde og har skrevet tillykke. Det har bare været mega dejligt at melde det ud,« siger Sarah Iversen, der håber på at kunne blive et forbillede.
Et forbillede, der viser, at fordi man udlever drømmen om at blive forældre, betyder det ikke, at sportsdrømmen bliver slukket. Selvfølgelig er der nogle fysiologiske ting, hun ikke helt selv kan kontrollere, men hun håber at kunne hjælpe kroppen på vej ved at træne, så meget hun kan.
»At få et barn skal ikke være en begrænsning. Jeg ved ikke, hvorfor det bliver set sådan. Det er jo, fordi vi er kvinder. Havde det været mændene, havde det ikke været noget problem. Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne få lov at fortsætte, hvis man er god nok – uanset om man har født eller ej,« siger Sarah Iversen.
På det danske landshold har de Anne Cecilie de la Cour, der som den eneste har børn. Ellers er det ikke, fordi det er vanvittigt udbredt, og Sarah Iversen håber, hun kan være med til at skubbe mindsettet.
Hun nævner blandt andre Estavana Polman som et eksempel på en sportskvinde, der har fået et barn og nærmest er blevet bedre efter det.
»Jeg tror ikke, man skal frygte at få et barn og heller ikke frygte, man skal gøre sin karriere færdig. Jeg snakkede også lidt med Sabine Englert om det, og hun er jo – kan jeg godt sige uden at trampe på nogen – fra en anden generation, hvor man sagde håndbold først, og så kunne man få børn. Det er lidt en anden tendens nu. Man vil gerne have børn, når man er lidt yngre. Jeg vil gerne både have familie og vise, jeg godt kan dyrke håndbold på topplan. Både min mand og jeg har virkelig lyst til at få et barn nu, og jeg kan ikke se, hvorfor vi skulle lade være,« siger Sarah Iversen.
Håndbolddrømmen kommer hun stadig til at jagte. Men hun ser også nogle fordele ved at få et barn nu frem for at vente nogle år.
Blandt andet kan det være en fordel for en som hende, der bærer nag og gennemanalyserer alt, at kunne slå hjernen fra derhjemme.
»Jeg tror da også, det bliver skidesvært og mega hårdt det første år, når man skal rejse og har tre dage til en Champions League-kamp i Rusland og skal forlade den lille skid. Jeg ved bare, jeg ikke er færdig, og det skal fungere. Så må jeg give al min barsel til min mand, så han kan rejse med rundt med den lille,« siger Sarah Iversen.
Hun skal føde til januar, og det betyder, at hun må nøjes med at se EM i december fra sidelinjen i Herning.
»Jeg synes, det er svært. Da vi igen missede OL, var jeg rimelig afklaret med, at så var der i hvert fald ikke noget, der holdt os decideret tilbage i forhold til at overveje at få et barn. Jeg har hele tiden sagt, at OL ville jeg bare have med – eller i hvert fald have chancen for at blive udtaget. Da vi missede det, tænkte jeg, om vi ikke skulle overveje, om det var et godt tidspunkt nu også i forhold til at komme tilbage og jagte næste OL også. Det er pissehårdt, fordi det er hjemmebane, og det vil man sindssygt gerne være med til, men jeg tror bare, at skal min karriere forlænges på landsholdet, er det et rigtig godt tidspunkt,« siger Sarah Iversen.
Og hvis det står til hende, slipper håndbolddamerne ikke for hendes røst i hallen til december. Tværtimod.
»Jeg er lovet billetter til alle kampene, så hvis jeg kan gå på det tidspunkt, har det godt og ikke har for meget kvalme, kommer jeg og sidder på forreste række til alle kampene. Så må jeg heppe på den måde og støtte dem, så godt jeg kan,« griner hun.
