En mave, der buler, større lår og en voksende bagdel.

Den danske landsholdsspiller Sarah Iversen kunne tilbage i juli fortælle, at hun er gravid, og det betyder naturligvis også, at hendes krop er i forandring.

Men selvom det er uundgåeligt, så er det faktisk noget, som den 30-årige Herning-Ikast-spiller har skullet vænne sig til. Det fortæller hun om i et ærligt Instagram-opslag.

'Min krop er i konstant forandring og for at være helt ærlig, så er det faktisk ikke altid lige nemt. Som professionel håndboldspiller er/har jeg været meget bevidst omkring hvad jeg spiser, hvornår jeg spiser og min vægt generelt,' skriver Sarah Iversen og fortsætter:

'Det at være gravid udfordrer i den grad mit spejlbillede, for uanset hvor meget jeg træner eller hvor sundt jeg spiser, så buler min mave mere og mere ud, mine lår er blevet større, min bagdel vokser nærmest i takt med maven, og der er ikke en rygende, fis jeg kan gøre ved det! I stedet for at være frustreret, så vil jeg nyde at se min krop forandre sig, jeg vil (forsøge) at acceptere alle mine nye former og glæde mig over det fantastiske liv, der skabes inden i mig.'

Det er første gang, at landsholdsspilleren skal være mor, når hun til januar skal have en dreng.

Tidligere har hun i et interview med B.T. fortalt, hvordan det var en svær samtale, hun skulle have med sine trænere, da hun skulle fortælle om sin graviditet.

»Det var faktisk angstprovokerende at have de her samtaler og egentlig skulle sige det,« sagde hun blandt andet.

Sarah Iversen er blot én af flere danske landsholdsspillere, der på det seneste har meldt fra til den kommende EM-slutrunde, der skal spilles på hjemmebane.

Både Line Jørgensen og Stine Bodholt er nemlig også blevet gravide.

Sarah Iversen har spillet 52 landskampe for Danmark indtil videre.

EM-slutrunden i 2020 skal spilles i Norge og Danmark fra 3. til 20. december 2020.