Den sidder der stadig som et lille spøgelse og nager. Skuffelsen. Også selvom der snart er gået tre måneder. Det er svært at huske de positive ting.
»Det var mærkeligt.«
Ordene kommer fra Sandra Toft og handler om EM-bronzekampen mod Kroatien. En kamp, Danmark tabte efter en ellers forrygende EM-slutrunde i Herning i december, og hvor landsholdet dermed fik sat et særdeles fladt punktum.
»Vi var utroligt kede af, at bronzekampen ødelægger den følelse, vi havde gennem hele slutrunden. Vi havde spillet blændende og haft en helt anden fremtoning som hold. Så får vi det slag i ansigtet, det føltes dårligt at tabe bronzekampen til Kroatien. Det gjorde ondt, og man gik hjem skuffet og ked af det,« siger Sandra Toft.
Landsholdet rejste hjem med en fjerdeplads, og efter den sidste kamp fyldte skuffelsen alt. De håbede dog at kunne 'se det positive', når det hele kom lidt på afstand, men det er stadig svært.
»Jeg er der ikke endnu. Jeg tror, jeg har svært ved at komme til et sted, hvor man bliver glad for den sidste kamp. Selvfølgelig gør man ikke det,« siger Mie Højlund og fortsætter:
»Jeg kan sagtens se, der var rigtig meget positivt ved slutrunden i forhold til mange af de andre, og at vi gjorde det sindssygt godt. Generelt set var slutrunden vildt god, og vi har fået en masse med os. Det vil altid nage, at vi ikke præsterede i den sidste bronzekamp,« siger Mie Højlund, der mandag er mødt ind i landsholdslejren for første gang siden netop EM.
Her skal de evaluere slutrunden, og det bliver da formentlig også med Kroatien som udgangspunkt. Og ligesom Mie Højlund kan Sandra Toft da også godt huske, at der var nogle rigtig flotte momenter – også selvom hun fik en hård start på juledagene.
»Jeg er godt klar over, for jeg er ikke dum, at selve slutrunden var meget bedre, end den har været tidligere, spillemæssigt. Det er jeg selvfølgelig glad for, og jeg ved, vi har fremstået anderledes hjemme i stuerne. Det er også vigtigt, vi vandt hjerterne hos Håndbolddanmark igen, men det er klart, det også gør ondt ikke at tage den helt ud, som vi havde håbet på. Så vi kunne ride videre på en bølge, nu stoppede det brat. Det er lidt begge dele. Det nager mig stadig, vi ikke fik medaljen, men jeg er også stolt af det, vi egentlig præsterede,« siger den rutinerede målvogter.
Hun mærkede kærligheden i Danmark, da hun forlod landsholdslejren med hængende hoved.
For tidligere har kvindelandsholdet haft lidt sværere ved at fange seerne hjemme i stuerne, men det var anderledes denne gang, følte hun.
»Man mærker det, selvom man er i en boble, og der desværre ikke var tilskuere. Så mærkede man stadig opbakningen på sociale medier, og når man turde gå i gågaden, hvor man var. Det var mere: 'Det var sgu synd for jer'. Det var bare en anden opbakning, end der plejer at være,« forklarer Sandra Toft, der i den grad stadig tror på, at hun får den medalje, hun hungrer efter, med landsholdet.
»Jeg har en stor tiltro til kvaliteten og evnerne på holdet,« slår hun fast.
