De brasilianske myndigheder i storbyen São Paulo gjorde sig et bemærkelsesværdigt fund søndag.

Politiet havde fået et tip om, at en stor samling personer befandt sig i en ulovlig spillebule, hvor der var et brud på coronarestriktionerne i byen.

Politiet valgte at reagere på tippet, og under razziaen fandt de op mod 200 personer, der stod og gamblede ved blandt andet rouletteborde.

Og under et af bordene gemte den brasilianske landsholdsspiller og Flamengo-spiller Gabriel Barbosa sig, skriver engelske Daily Mail.

Billeder fra razziaen af den ulovlige spillehal i Sao Paolo.
Billeder fra razziaen af den ulovlige spillehal i Sao Paolo. AMANDA PEROBELLI

Det ulovlige gamblingsted blev hurtigt lukket ned af politiet, og Flamengo-angriberen blev ført væk fra bygningen og anbragt i et af politiets køretøjer.

Politichef Eduardo Brotero var efterfølgende ude at forklare, hvorfor både mændene bag den ulovlige spillebule og alle de deltagende personer blev tilbageholdt.

»Stedet blev åbnet på trods af situationen med pandemien. De ansatte og den person, der har ansvaret for stedet, skal stå til ansvar for forbrydelser mod folkesundheden og ulovlig gambling. De andre deltagere vil blive afhørt senere,« siger han om sagen.

Der ventede et massivt medieopbud ude foran den ulovlige spillebule, da Gabriel Barbosa blev eskorteret ud af bygningen af politiet.

Den brasilianske landsholdsspiller blev tilbageholdt af politiet efter razziaen
Den brasilianske landsholdsspiller blev tilbageholdt af politiet efter razziaen UESLEI MARCELINO

Her var den tidligere Inter-spiller rap i replikken over for en reporter, der ifølge ham stillede et 'dumt spørgsmål'. Det lød på, om han var klar til kamp senere på aftenen til Flamengos opgør mod Fluminese.

Episoden har forarget de mange brasilianer, der kæmper en brag kamp for at få pandemien under kontrol i landet.

Det store sydamerikanske land har været hårdt ramt af coronavirussen, hvor mere end 270.000 mennesker er døde af coronavirussen.

Alene i São Paulo har der været 64.000 dødsfald og er den hårdest ramte by af coronavirus i landet.