De kender hinanden fra Team Esbjerg, og nu skal de arbejde sammen igen.

For med ansættelsen af Jesper Jensen som ny landstræner for kvindeholdet er der for Sandra Toft gensyn med en træner, hun kender godt. Og det samarbejde ser hun frem til, fortæller hun til Jyllands-Posten.

Faktisk opfordrede Sandra Toft også Jesper Jensen til at takke ja, hvis der landede et jobtilbud på hans bord.

Og hun gav også klar besked, da Dansk Håndbold Forbund spurgte hende, hvem hun kunne forestille sig stå i spidsen for landsholdskvinderne.

Jesper Jensen er ny træner for det danske kvindelandshold.
Jesper Jensen er ny træner for det danske kvindelandshold. Claus Fisker

»Han var min klare favorit, og jeg håber, at det kommer til at virke. Jeg er desperat efter succes med landsholdet, og jeg håber, at et par nye øjne kan tage os til næste skridt,« siger Sandra Toft, der er anfører og derfor blev taget med på råd.

Og der går ikke lang tid, før Jesper Jensen skal prøve kræfter med sit nye mandskab. Kvindelandsholdet har samling i slutningen af marts, og her skal der spilles to testkampe.

På grund af den missede OL-kvalifikation ligger den første helt store opgave et stykke ude i fremtiden.

Til december er der EM i håndbold, og her er Danmark på hjemmebane, da kampene spilles i Herning, Frederikshavn, Stavanger, Trondheim og Oslo.

Det var på et pressemøde mandag, at Jesper Jensen blev præsenteret som ny landstræner, efter det i starten af januar kom frem, at Klavs Bruun Jørgensen ikke skulle fortsætte som landstræner.

En nyhed, der kom i kølvandet på decembers VM-slutrunde i japanske Kumamoto, hvor det danske landshold først forpassede en plads i semifinalerne og dernæst missede muligheden for at kvalificere sig til OL.

Alligevel kom det bag på målvogteren, at der skulle skiftes ud på trænerposten, fortalte hun efterfølgende til TV 2 Sport.

»Jeg blev lidt chokeret og overrasket, da jeg faktisk ikke troede, at det ville ske,« fortalte Sandra Toft den 9. januar.