Håndboldkvinderne kan fredag aften spille sig i en overraskende EM-finale på hjemmebane, hvis altså bare lige Norge besejres i Herning.

Det bliver dog ikke nemt. Danmark har ikke slået Norge i en semifinale eller finale ved en slutrunde siden 2002. Men landsholdet har spillet en flot slutrunde, og håneretten kan derfor snart blive dansk igen

Det mener en række af de legender, der dengang i de gode gamle dage godt kunne finde ud af at besejre Norge - og finde guld både til EM, VM og ved OL.

»Norge har selvfølgelig en større erfaring, men jeg mener, der er en stor chance for at slå dem på fredag. Danmark matcher Norge på både ro og overskud,« lyder det eksempelvis fra 40-årige Rikke Skov, der snuppede OL-guld i 2004.

Rikke Skov tror på en dansk sejr over Norge.
Rikke Skov tror på en dansk sejr over Norge. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Tror du, at det nuværende landshold kan nå det samme niveau, som de OL-vindende hold havde?

»Det er jeg slet ikke i tvivl om, at de kan. Jesper Jensen har rykket det her hold helt vildt meget. De udstråler både ro og selvtillid. Der er sket en kæmpe forvandling, og så er Jesper Jensen ligeledes god rent taktisk.«

Semifinalebraget mellem Norge og Danmark begynder klokken 20.30 fredag aften. Du kan som altid følge hele kampen live på Bt.dk.

Én af dem, der med garanti følger med, er landsholdlegenden Katrine Fruelund. Hun har set EM-kampene fra hjemmet i Randers, og hun mener heller ikke, at danskerne er uden chance mod Norge.

»Holdet har været inde i en god udvikling under mesterskabet, og der er altid en chance i håndbold. Men man skal kende sin besøgelsestid mod Norge, fordi ellers går det stærkt i den anden ende,« siger hun og fortsætter:

»Det er imponerende, hvor stor en ro Danmark spiller med. Jeg sad også som tilskuer mod Rusland og var rolig, fordi spillerne udstrålede det, mens de vigtige spillere trådte i karakter.«

Kun én gang har Danmark lidt nederlag ved EM-slutrunden. Jesper Jensens tropper tabte 8. december med 20-23 til Frankrig.

Den tidligere fløjspiller Janne Kolling mener, at Danmark har rigtig gode muligheder for at slå Norge i semifinalen.

Janne Kolling efter sin sidste landskamp.
Janne Kolling efter sin sidste landskamp. Foto: PALLE HEDEMANN
Vis mere

»De har da alle chancer for nappe dem. Det her landshold har så meget at byde på, og de begynder at udstråle selvtillid, som ellers har knebet lidt de seneste år. Holdet har så meget kvalitet, og det er en fornøjelse at se dem shine. Og så har Jesper Jensen selvfølgelig gjort et fabelagtigt arbejde.«

Hvor langt tror du, at landsholdet kan nå de kommende år?

»Jeg tror helt sikkert, at de kan nå et tilsvarende niveau som det, landsholdet havde i de gode OL-tider. Spillet har selvfølgelig også ændret sig meget, men jeg spår landsholdet en lys fremtid.«

Skulle det lykkes for Danmark at skabe overraskelsen og slå Norge, vil det betyde en finalekamp mod enten Frankrig eller Kroatien på søndag.

Den tidligere OL-vindende stregspiller Tonje Kjærgaard siger afsluttende, at de danske håndboldkvinder skal have en god dag, hvis Norge skal matches.

»Det er en fornøjelse at se dem sprudle med energi og spillelyst. Det skal tro på sig selv, fordi det kommer til at kræve en virkelig god dag, hvis Norge skal slås. Men alt er muligt i håndbold, og jeg har selv været bagud stort og endt med at vinde. Chancen er der helt sikkert.«