»Jeg var nødt til at få det hele lidt på afstand.«
Sådan lyder det fra 22-årige Helena Elver, der for tre uger siden måtte se sin EM-drøm blive knust.
I Danmarks næstsidste testkamp mod Norge kom den danske landsholdsspiller galt afsted, da hun under opvarmningen vred om på knæet og pådrog sig det, der senere hen skulle vise sig at være en alvorlig korsbåndsskade.
»Min verden brød sammen i det øjeblik. Hele min drøm om en slutrunde blev knust på et splitsekund,« fortæller Helena Elver til B.T.

Grædefærdig forlod hun herefter landsholdslejren for at blive opereret få dage efter hjemme i Odense.
De efterfølgende dage var overvældende og turbulente for den danske håndboldstjerne, og derfor kunne hun da heller ikke holde ud at se Danmarks fire første EM-kampe i tv.
»Det kom for tæt på til, at jeg kunne håndtere det. Følelserne har siddet uden på tøjet de sidste 14 dage. Jeg havde virkelig glædet mig til min første slutrunde, og at det så er en skade, der sætter en stoppe for det, er vildt uretfærdigt,« forklarer hun og tilføjer:
»Det er en følelse af tomhed, der har ramt mig. Hele min verden er vendt rundt, og alt det, jeg har glædet mig over i hverdagen, er taget fra mig.«
Helena Elver fortæller dog, at hun ikke har kunnet lade være med at se Danmarks to seneste kampe ved slutrunden. Også selv om det er hårdt:
»Jeg er vanvittig glad på pigernes vegne, men det rammer mig hårdt at se dem spille. Hvis ikke det her var sket, så var det mig, der løb rundt derinde og skulle spille semifinale fredag. Jeg var så tæt på, og nu er jeg pludselig så langt fra igen.«
Derfor skal hun da også se med fredag aften, når Danmark tager imod Norge i EM-semifinalen. Det samme gør sig gældende, hvis Jesper Jensens tropper formår at spille sig i søndagen finale.
»Jeg under dem det 120 procent, og jeg ønsker dem kun det bedste. Nu, hvor jeg ikke kan være en del af det, håber jeg bare, de tager den guldmedalje,« siger Helena Elver.
Danmark spiller fredag aften EM-semifinale mod Norge klokken 20:30. Du kan følge kampen live her på bt.dk.