Efter massiv kritik er det blevet besluttet, at VM i håndbold i Egypten skal afholdes uden tilskuere.

Det skriver arrangøren på sin hjemmeside.

»Der er truffet en beslutning om, at Egypten 2021 – den 27. udgave af VM i håndbold – skal afholdes uden fans,« fremgår det.

»På mødet (hvor det blev besluttet, red.) kom man frem til, at der ikke vil blive lukket tilskuere ind på arenaerne, så kampene vil blive spillet bag lukkede døre som et tiltag i kampen mod at forhindre spredning af covid-19,« lyder det.

Afviklingen af slutrunden skulle ifølge planen foregå foran tusindvis af tilskuere i hallerne på trods af, at landet er hårdt præget af coronavirus.

I skrivende stund har der været 148.799 tilfælde af coronavirus i Egypten, og planen om at afholde slutrunden med tilskuere har fået enorm kritik fra flere kanter, herunder en række spillere og nationale forbund.

»Det er klart, at man tænker over det (at melde fra, red.), når man ser de forskellige rygter om, at der vil være jeg-ved-ikke-hvor-mange-mennesker i en hal i et land, hvor vi vel kan konkludere, at man enten ikke tester eller også manipulerer med tallene, når man kigger lidt på deres statistikker i forhold til smittetal,« sagde Mikkel Hansen tidligere og kaldte det for 'et rigtig, rigtig dårligt signal at sende'.

Hvad der vakte endnu mere undren, var, at de deltagende hold og spillere skulle leve i en striks corona-boble – hvilket virker en anelse bizart, hvis man alligevel spiller foran tusindvis af mennesker i en proppet idrætshal.

Tidligere advarede virolog Søren Riis Paluda mod en afvikling af VM-slutrunden med tilskuere.

Det gjorde han over for B.T.

»Der vil bestemt være en stor smittefare inde i hallen, hvis der lukkes tusindvis af tilskuere ind. Det er jo noget helt andet, når kontrolleret adfærd forsvinder under jubel,« forklarede han.

»Selvfølgelig sidder tilskuerne ned det meste af tiden, men vi ved, at risikoen for smitte er større indenfor end udenfor, og så vil der være en reel smittefare, når de mange tilskuere skal til og fra arenaerne i store grupper.«

Det danske landshold rejser til Egypten 12. januar. Her åbner man sin VM-gruppe mod Bahrain tre dage senere i Cairo. Også Congo og Argentina er i den danske VM-gruppe.

Slutrunden varer 13.-31. januar.