Det er dejligt at være Chorley FC-spiller i øjeblikket.

Holdet fra den sjettebedste række leverede et historisk resultat, da man slog Derby County ud. Et hold, der huserer hele fire rækker over dagens underdogs.

Godt nok var Derby County – som har Wayne Rooney som træner – hårdt ramt af coronaafbud, men ikke desto mindre er det et bemærkelsesværdigt resultat, der sender Chorley i den fjerde runde af FA Cuppen for første gang i klubbens 138 år gamle historie.

Det fejrer man selvfølgelig med at skråle til et Adele-hit. Og nu bliver den video delt igen og igen. Og igen.

'I heeeard that you've settled doooown,' begynder Chorley FC-spillerne på nærmest ekstatisk vis at råbe i starten af klippet, til Adeles hit 'Someone like you.'

I skrivende stund er videoen, som klubben har lagt op på Twitter, set 6,2 millioner gange.

Det har flere engelske fodboldlegender til at dele videoen på mediet, herunder Gary Lineker.

'Strålende,' skriver han til klippet, mens den tidligere landsholds- og Manchester United-spiller Rio Ferdinand skriver:

'Jeg elsker det her. Tillykke gutter.'

Chorley vandt 2-0 over Derby.