»Jeg er utrolig glad og stolt over at kunne fortsætte i den orange trøje endnu et år.«

Ordene stammer fra den 28-årige playmaker Trine Knudsen, der netop har forlænget sin kontrakt med Odense Håndbold.

Klubben skriver i en pressemeddelelse, at de har forlænget kontrakten med yderligere et år.

»Da jeg skiftede til Odense i sommer, var det en stor drøm, som gik i opfyldelse,« udtaler Trine Knudsen i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Jeg fik hurtigt blod på tanden og knoklede på for at udfylde min rolle på holdet og håbet om en forlængelse.«

Og det er ikke kun Trine Knudsen, der smiler over forlængelsen.

Ulrik Kirkely, som er cheftræner i Odense Håndbold, er også begejstret.

»Først og fremmest er jeg meget tilfreds med den måde, Trine er faldet til på holdet i denne sæson, og hvorledes hun har løst sin rolle både på og udenfor banen,« siger cheftræneren i pressemeddelelsen.

Trine Knudsen har spillet i Odense Håndbold siden sommeren 2021. Inden da spillede hun for Horsens Håndbold Elite, Skanderborg Håndbold og TTH Holstebro.

»Trine har været dygtig i sit indhop og har løbende udviklet sit spil i en positiv retning. Det er derfor glædeligt, at vi kunne blive enige om at fortsætte samarbejdet, og jeg er glad for at have Trine på holdet også til den kommende sæson,« siger Ulrik Kirkely.

Trine Knudsen spiller derfor i den orange trøje frem til 30. juni 2023.

»Jeg trives virkelig i Odense Håndbold. Jeg nyder at spille på vores fantastiske hjemmebane, møde alle vores dejlige fans og ikke mindst spille sammen med pigerne,« siger Trine Knudsen afslutningsvis.