VM i håndbold rimer i år på kaos og corona.

Der er ikke specielt godt styr på den boble, som spillere, officials og journalister er en del af i Egypten. Tjekkiet og USA har meldt afbud, inden det hele gik i gang, og nu er der igen problemer med Kap Verde.

Kap Verde var tæt på ikke at få lov at spille mod Ungarn i deres åbningskamp, da fire mand var testet positiv for corona. Nu har man så fået to nye positive test, og det betyder, at Kap Verde i skrivende stund ikke har spillere nok til at stille til start.

»Hvert hold skal have mindst 10 spillere inklusiv en målmand. Da der lige nu kun er 11 spillere fra Kap Verde i Egypten, hvoraf to er testet positiv, kan de i øjeblikket ikke opfylde disse betingelser for at spille,« skriver IHF i en pressemeddelelse.

Kap Verde mod Ungarn ved VM.
Kap Verde mod Ungarn ved VM. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Kap Verdes forbund meddeler, at de to spiller, der er testet positiv, har været positiv tidligere i januar, men siden har afleveret negative prøver. Men det ændrer ikke på, at den lille nation nu er i kapløb mod uret.

Søndag skal Kap Verde møde Tyskland ved VM, og kan man ikke stille med 10 spillere her, vil de blive taberdømt med 10-0. Der kræves to negative coronatest for at kunne stille til kamp, og disse skal tages med 48 timers mellemrum. Derfor er Kap Verdes største chance for at stille til start, at de kan få flere spillere fløjet til Egypten.

Kap Verde lod adskillige spillere blive i Portugal, hvor man havde været på træningslejr, da man afleverede syv positive coronatests. Disse spillere skal aflevere negative prøver, hvis de skal ind i Egypten.

Skulle Kap Verde taberdømmes mod Tyskland, betyder det ikke, at de sendes hjem. For det er først efter tre aflysninger, at en nation er ude af turneringen, skriver det internationale håndboldforbund.

Og dermed er der altså skrevet endnu et kapitel i historien om et meget specielt håndbold-VM i Egypten.