Intet VM i år. Og et OL næste år, der er i stor fare.

Det er dommen over Nora Mørk, efter hun har fået undersøgt sit knæ som følge af – endnu – en skade.

Korsbåndet i venstre knæ er revet over, og det betyder en meget lang pause til den norske stjerne. Ni til tolv måneder går der, før hun er tilbage på banen, meddeler landsholdets læge i en pressemeddelelse.

En melding, der gør ondt på Nora Mørk, der også gik glip af EM i december.

»Det er en ny, hård dag. Jeg har det ikke så godt nu, men jeg kommer tilbage,« siger Nora Mørk, der flere gange har været plaget af alvorlige knæskader. I februar sidste år kom hun til skade med det ene knæ, men målet var at blive klar til EM i Frankrig.

Da hun så småt var ved at være tilbage, blev hun skadet endnu en gang og dermed måtte hun se EM hjemme i fjernsynet. Nu står hun over for sin niende knæ-operation, men det lader ikke til, at hun har tænkt sig at lægge håndboldstøvlerne på hylden.

Det burde hun dog overveje, mener den tidligere landsholdsspiller Hanne Halén, der selv døjede med smerter i knæet i 15 år. Hun har i dag fået en protese, og det samme kan ske for Nora Mørk, frygter hun.

»Hun burde virkelig give op nu, hvis hun ønsker et smertefrit liv efter karrieren. Men jeg tror ikke, hun kommer til det,« siger 40-årige Halén til VG. Hun har ikke selv talt med Nora Mørk, men hun håber, at folk omkring håndboldspilleren tager en snak med håndboldstjernen.

Nora Mørk må - endnu engang - holde pause fra sporten.
Nora Mørk må - endnu engang - holde pause fra sporten. Patrik STOLLARZ

»Jeg håber, støttefolkene omkring hende siger, at nok er nok. Det er utroligt synd for Nora Mørk. Belastningen på hende har været for stor,« siger Hanne Halén.

I første omgang lød meldingen blot, at Nora Mørk skulle holde pause 'i nogle måneder', efter hun endnu en gang måtte forlade banen i tårer.

»Jeg kan ikke forstå, jeg skal være så uheldig. Jeg er så ked af, at det her er sket, nu hvor det hele gik så godt, og jeg var i god form,« sagde Nora Mørk efter uheldet til CSM Bucurestis hjemmeside.

Hun er ikke den første i familien, der er blevet ramt af grimme skader. For Nora Mørks tvillingesøster, Thea, blev også ramt af en skade under EM i Frankrig i december sidste år efter blot fem minutter på banen, og som følge af den valgte hun at indstille sin professionelle karriere.