De er vilde med Danmark i Norge.

I hvert fald i disse dage, efter at det danske landshold onsdag var med til at sikre en norsk semifinaleplads ved håndbold-VM.

Det store medie VG har valgt at give os danskeren en helt særlig gestus.

»Som tak for hjælpen til danskerne har vi oversat vores håndboldsider til dansk i dag,« lyder det på Twitter, hvor man også kan se siderne med den danske tekst, blandt andet med overskriften 'Tusind tak, drenge'. Se bare her:

Norge har kun tabt én kamp ved VM-slutrunden - til Danmark - men havde alligevel brug for en hjælpende dansk hånd i mellemrunden for at sikre sig semifinalepladsen. Mikkel Hansen og co. skulle tage point fra Sverige i onsdagens sidste kampe, der som bekendt endte med dansk sejr på 30-26.

Det sendte Danmark og Norge i fredagens semifinaler.

Hos den norske avis Dagbladet har man også overgivet sig til den nordiske håndboldrival mod syd.

'Ingen snak om fusk, bare tak Danmark,' lyder det i overskriften på en klumme med reference til det scenarie, der på forhånd var frygtet: At en særlig sejr til Sverige over Danmark kunne sende netop de to hold videre på Norges bekostning.

Norge gjorde selv arbejdet færdigt onsdag ved at besejre Ungarn i den sidste mellemrundekamp.
Norge gjorde selv arbejdet færdigt onsdag ved at besejre Ungarn i den sidste mellemrundekamp. Foto: Henning Bagger
Vis mere

I Dagbladet hylder skribenten Esten O. Sæther de to semifinalister som gruppens to bedste hold, der ikke spekulerer i resultater.

»Håndbold er ikke en sport, hvor man skal vinde for enhver pris. Det er ingen sport. Det er derfor, at det er så dejligt at have et håndboldhold i en semifinale, fordi de har fortjent det. Og en konkurrent som Danmark, som ikke gider spille på et resultat, ganske enkelt fordi det er så meget sjovere at spille, så godt man kan,« lyder det.

Hos norsk TV 2 takker tv-stationens håndboldekspert Bent Svele også Danmark for hjælpen, men understreger, at den norske semifinaleplads er helt på sin plads.

»Jeg vil sige, at det fuldt fortjent, at Norge skal spille semifinale. De har været blandt de bedste hold ved VM. Danskerne gjorde som forventet og var et bedre hold end Sverige og tog sejren. Det var dejligt. Det var nervepirrende, men fantastisk at Danmark stod så godt på hjemmebane og gjorde det, de skulle, for de norske gutter,« lyder det.

VM-semifinalerne spilles således fredag, i Hamburg:

  • Kl. 17.30: Danmark-Frankrig (se den på TV2).
  • Kl. 20.30: Norge-Tyskland (se den på DR1).

Søndagens medaljekampe er tilbage på dansk jord. Her er Boxen i Herning igen rammen om de afgørende kampe.

Danmark har indtil videre vundet samtlige kampe ved VM-slutrunden.

Du kan selvfølgelig følge Danmarks store semifinalebrag mod Frankrig live her hos B.T.