Indlæg af Henrik Myhrvold Simensen, journalist, Dagbladet, Norge, forud for VM-semifinalen mellem Danmark og Norge:
Hvad sker der, Danmark?
2002. Det er sidst, I vandt noget på kvindesiden i håndbold. 1997 var sidst, I vandt VM.
Erling Braut Haaland og Martin Ødegaard var ikke engang født dengang. Norge har deltaget i to fodboldslutrunder i den tid. Tænk over det.
Nu får I så semifinalen mod Norge. På hjemmebane. I Herning. Foran 12.500 vilde fans. Et år efter, I kvajede jer i EM-finalen mod Norge.
Alletiders mulighed.
I førte med fire mål. Et svækket Norge. Men selv der gik den ikke.
Torsdag blev Nora Mørk spurgt, om der er pres på Danmark for at vinde vores naboduel.
»Jeg tror ikke, der er noget pres. Når du ikke har vundet noget i over 20 år, er der ingen, der forventer, at du skal tage guld nu,« svarede Mørk.
De danske spillere snakker om, at presset er på Norge. At Norge har alt at tabe.
På egen hjemmebane efter 21 års guldtørke?
Hvor er hævnlysten? Hvor er forventningerne? Har I abdiceret?
Taber til Japan. Snubler forbi Montenegro. Vi troede, at Danmark skulle være et såret dyr, en hidsig vagthund. Vi forventer en schæfer, men alt vi ser er en puddel.
»Sammen om drømmen,« står der på reklamerne i Herning over billedet af de danske håndboldpiger. Nemlig. Det er en drøm.
Norske profiler som Henny Reistad og Mørk har overtaget jeres liga. Denne weekend kan de blive verdensmestre foran øjnene på hele Danmark.
På tide at vågne op?
Læs B.T.s håndboldkommentator Johnny Kokborgs svar på kritikken her.
Du kan følge semifinalebraget mellem Danmark og Norge i B.T.s liveblog.
Opgøret starter klokken 17.30.