Det er helt surrealistisk

Danmark er ude af EM. De forsvarende VM- og OL-mestre kunne ikke klare sig forbi gruppespillet. På 'hjemmebane' i Malmø.

En kæmpe dansk håndboldfiasko.

Og landstræner Nikolaj Jacobsen lignede også en mand, der ønskede sig om på den anden side af jorden, da han traskede ud til de ventende journalister efter den ligegyldige 31-28-sejr over Rusland.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Morten Olsen er lige stormet sur igennem mixed zone efter overhovedet ikke at have været på banen. Hvorfor skulle han ikke bruges mere under denne slutrunde?

»Jamen, det har jo noget at gøre med, at Magnus Landin ikke har været der i de første to kampe. Og det var svært at få plads til alle. Vi har utroligt mange dygtige angrebsspillere. Men vi har også bare rigtig mange, der ikke kan finde ud af at forsvare.«

»Jeg kunne da godt have sat Olsen ind i anden halvleg i dag, men jeg syntes ikke, at det var i angrebsspillet, vi haltede. Vi tilspillede os rigtig mange fine chancer, og jeg syntes, at Mikkel styrede syv-mod-seks rigtigt godt. Der var ingen grund til at skifte ind.«

Har balancen i truppen så været forkert? For mange angrebsspillere?

»Der er ingen tvivl om, at Magnus Landin-skaden gør ondt på os. Det kan man også se i dag, hvor han er med. Vi får flere kontramål og er skarpere i den del af spillet. Magnus Landin kan vi ikke undvære med de spillertyper, vi har på det her landshold.«

Men det vidste du vel godt på forhånd?

»Jamen, hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke opfinde en ny spiller. Jeg kan ikke på tre dage lære dem at dække op, jo!

Har I fejlet på indstillingen ved denne slutrunde?

»Nej, det synes jeg ikke. Spillerne er gået på banen med den rigtige indstilling, og vi får også en god start på alle kampene. Men der er ingen tvivl om, at der har været nogle ting som eksempelvis skader og så videre, og så taber vi den første og kommer under pres. Og vi havde ikke de små marginaler med os i den her turnering.«

Har I manglet det mentale overskud til pludselig at håndtere modgang?

»Det ved jeg... jeg havde da også håbet på, at vi kunne præstere bedre, end vi har gjort. Og det er vi alle sammen ekstremt skuffede over. Jeg troede, at alle i omklædningsrummet havde forventet, at vi skulle spille igen på fredag.«

Kunne du have gjort noget anderledes?

»Ja. Der er da mange ting.«

Hvilke?

»Ej, det gider jeg ikke stå her og sige. Det skal jeg tage med mine spillere og ikke med dig.«

Hvad tager du med dig hjem af konklusioner?

»Lige nu er jeg bare ekstremt skuffet. Det er en kæmpeskuffelse at stå her. Og jeg gider ikke køre hjem til Danmark i morgen. EM er jo nærmest ikke startet. Jeg tager en ekstrem skuffelse med mig hjem.«

Er dette karrierens hårdeste slag?

»Altså, det er i hvert fald den største skuffelse, jeg har haft med landsholdet ... som træner!«

Overvurderede I jeres egne evner?

»Nej.«

Har I været for nonchalante?

»Nej!«

Du er stoppet som klubtræner. Har du følt, at du har manglet en skarphed?

»Nej. Jeg synes, jeg har taget de chancer, jeg plejer. Og har forsøgt at ændre spillet. Så kan det godt være, at jeg ikke har haft den heldigste hånd på alle tingene. Men ligesom spillerne laver fejl, så laver trænerne fejl. Og det er mit ansvar i sidste ende.«

Hvad skal I lave om? Det virker jo underligt, at I spillede så godt i optakten, og så ryger I ud i gruppespillet.

»Så simpelt er det ikke. Så synes jeg, at man har for lidt forstand på det.«

»Okay, hvis vi skal begynde på alle de ting: Vi har Lauge ude, Niklas Landin kan ikke træne to dage op til åbningskampen, fordi vi er bange for, at han har noget med blindtarmen. Magnus Landin er ude. Lauge træner inden første kamp i 40 minutter efter ikke at have spillet i en måned. Alle de ting kan jeg godt remse op, men det gider jeg ikke bruge som en undskyldning.«

Hvad skal du lave frem mod OL?

»Jeg skal hjem og se, om der er noget, jeg kan gøre bedre i forberedelsen og under slutrunden. Og så skal jeg se på, hvilke spillere jeg skal have med.«

Og du skal have en plan B,  hvis Magnus Landin går i stykker igen?

»Ja, det skal vi jo have. Vi må se, om vi kan finde noget tilsvarende.«

Mikkel har knurret lidt over, at han ikke er blevet spillet i de rigtige situationer. Har vi fået nok ud af verdens bedste spiller?

»Jamen, det ved jeg ikke om vi har. Jeg synes ikke, at vi har fået nok ud vores potentiale. Om det så er Mikkel eller nogen andre – det skal jeg ikke stå og evaluere her. Som hold har vi bare ikke været gode nok.«

Det har ikke virket, som om der har været samme sammenhold i truppen. Er der disharmoni?

»Nej, der er ikke disharmoni. Det kan jeg i hvert fald afvise.«

»Men der er ingen tvivl om, at når man kommer ind, bliver ramt på selvtilliden og er skuffet, så afspejler det sig. I dag laver vi 10 tekniske fejl i første halvleg – til VM havde vi et snit på fem per kamp. Så der sker noget med tro på egne evner.«

»Vi står her og er ude efter at have tabt én kamp med et mål. Der er ingen tvivl om, at det er Ungarn-kampen, der gør mest ondt. Der syntes jeg ikke, at vi ramte det niveau, vi bør gøre i en slutrunde.«

»Og det koster.«