Den danske håndboldstjerne Rasmus Lauge var stadig helt forbløffet, da han sent onsdag aften sundede sig oven på den grumme danske EM-skæbne, der nu gør, at mellemrunden bliver uden verdensmestrenes deltagelse.
»Jeg havde aldrig troet, at et dansk landshold med denne kvalitet skulle tage hjem fra en slutrunde, før det blev rigtig sjovt.«
»Men nu har vi så også prøvet det. Vi skriver håndboldhistorie to år i træk – men bare med omvendte fortegn. Der er højt at flyve, men meget meget dybt at falde.«
Det blev en turnering, hvor det så ellers stærke og stjerneproppede danske landshold aldrig fandt melodien sammen. Og Rasmus Lauge mente også, at Danmark 'havde svigtet som hold'.

Og det skal der gøres noget drastisk ved, understregede stjernen
»Nu bliver vi nødt til at have nogle småmøder, næste gang vi samles. Det er jeg sikker på, at vi skal have. Vi skal have kigget hinanden dybt i øjnene og fået snakket tingene ud. Det tror jeg, vi alle sammen har brug for.«
»Det her er noget, vi skal vende med hinanden. Der skal råbes og skriges ad hinanden, hvis det er det, der skal til. Blive uvenner og blive venner igen bagefter. Finde ud af, hvad folk mener om hinanden.«
»Og der skal folk være klar til at sige deres ærlige mening, ellers kommer vi ikke videre herfra.«