Nikolaj Jacobsen har udtaget de 18 spillere, som til januar skal forsøge at vinde det første danske VM-guld på herresiden.

Og landstræneren var klar med en tidlig julegave til de danske fans, da han havde forsvarsspecialisten René Toft Hansen med i sin trup.

Den kontante danske stregspiller har været plaget af skader det seneste år og har derfor ikke været en del af landsholdet siden EM i januar.

Men nu er René Toft altså blevet så fit, at han har fået en af VM-billetterne. Til stor glæde for Nikolaj Jacobsen.

René Toft Hansen er blevet fit og er med i Danmarks VM-trup.
René Toft Hansen er blevet fit og er med i Danmarks VM-trup. Liselotte Sabroe

»René har jo spillet den sidste halvanden måneds tid i Veszprem, og han har også trænet fuldt med. Han har så desværre kun spillet i den ungarske liga og ikke i Champions League, og det er klart, der vil være nogle spørgsmål omkring hans tilstand. Det er også derfor, jeg har udtaget fire stregspillere til truppen,« siger landstræneren og fortsætter:

»Når du har været ude i så lang tid, som René har, og når han under sidste slutrunde begyndte at få problemer halvvejs, så er der selvfølgelig lidt tvivl omkring hans fysik. Men den her gang har vi flere med i truppen, og derfor kan vi give ham lidt flere pauser til træningerne og måske derigennem få ham med hele vejen.«

»Men det er vigtigt at sige, at René har meldt sig klar, så han træder ind i truppen på lige vilkår med alle andre. Og vi ved jo, at hvis René er godt kørende og i godt spillehumør, så er han rigtig vigtig for landsholdet,« siger Nikolaj Jacobsen.

Med René Tofts klarmelding har landstræneren haft stort set frit valg på alle hylder, og han lægger ikke skjul på, at det har været vanskeligt at begrænse sig til 18 spillere.

Henning Bagger

»Jeg er rigtig glad og tilfreds med min trup. Jeg håber jo, det er de 18 rigtige, men det ved vi først om halvanden måned, ha ha. Men man kan godt sige, at jeg har haft et luksusproblem. Det er altid svært som dansk landstræner, for der er nogle dygtige spillere, som vil sidde tilbage og være skuffede,« siger Nikolaj Jacobsen og løfter sløret for, hvem der lige akkurat måtte se sig overhalet i kapløbet om en plads i truppen.

»Hvis ikke Lasse Møller var blevet skadet, havde han banket alvorligt på til truppen. Jacob Holm gør det fremragende i Berlin og har været god til vores samlinger. Michael Damgaard har ikke spillet særligt meget og har været ude med knæproblemer i lang tid, men han er jo også en god spiller. Alexander Lynggaard har også været tæt på. Så der har været mange at tage af, og derfor har processen været svær.«

De danske tropper har fordel af hjemmebane under hele slutrunden – bortset fra en eventuel semifinale – og for et landshold, der er notorisk medaljekandidat, betyder det, at forventningerne er massive.

Nikolaj Jacobsen vil dog ikke udstikke noget guldkrav, men fokuserer i første omgang på at ramme medaljeskamlen.

»Vi vil være i Herning om søndagen på finaledagen, når der skal spilles medaljekampe. Så må vi se, hvilken af de to kampe, det bliver. Men vi vil være der og spille for vores trofaste fans, så en plads i semifinalerne er først og fremmest vores målsætning,« siger Nikolaj Jacobsen, som ser én klar styrke ved det hold, han har udtaget.

»Lige nu har vi et hold, som er bedre offensivt end defensivt. Vi har flere offensive profiler - der er vi godt kørende.«

Så du skal primært fokusere på defensiven, når spillerne møder ind i VM-lejren?

»Ikke nødvendigvis, man kan også lave så mange mål, at de andre ikke kan følge med. Men vi ved jo godt, at med et godt forsvar og gode målmænd, så er man nået langt i international håndbold. Så det skal vi forsøge at skabe forudsætningerne for,« siger landstræneren.

RONALD WITTEK

Der er 16 pladser i den endelige VM-trup, men Nikolaj Jacobsen forklarer, at alle 18 spillere vil være til stede i den danske lejr under hele slutrunden, og så vil han efter behov skifte ud undervejs.

De danske spillere møder ind i VM-lejren d. 28. december.

Første VM-kamp spilles d. 10. januar, hvor landsholdet møder Chile i Royal Arena i København.

Udover sydamerikanerne består Danmarks indledende gruppe af Norge, Tunesien, Saudi Arabien og Østrig.