Nikolaj Jacobsen må undvære vigtige Henrik Toft Hansen, når landsholdet møder ind i EM-træningslejren d. 28. december.

Det stod klart, da landstræneren mandag eftermiddag udtog sin EM-trup blandt brædder, bordplader og værktøj i Bygma i Vejle, som dannede ramme om et pressemøde.

Det ærgrer landstræneren, som dog holder en lille dør på klem for Paris SG-stregspilleren, der fik en hjernerystelse i oktober.

»Der er fremgang med hans hjernerystelse, men ikke så meget, at han kan deltage i træningslejren eller Golden League. Så må vi se, hvordan og hvorledes hans hjernerystelse udvikler sig. Men i første omgang er han ikke med,« siger Nikolaj Jacobsen.

Der har også været sået tvivl om Morten Olsens deltagelse, efter hans klub meldte ud, at danskeren havde fået en alvorlig skade i fingeren.

Men der er ingen grund til bekymring for den stærke playmaker, fastslår en veloplagt landstræner.

»Det går rigtig godt. Han kan i hvert fald skrive dumme ting til landstræneren, så jeg tænker, at den er i orden,« griner Nikolaj Jacobsen og tilføjer:

»Jeg ved, ikke om Olsen kan spille nu, men som tingene er lige nu, så er hans EM ikke i fare.«

Landstræner Nikolaj Jacobsen var flankeret af Henrik Møllgaard til udtagelsen af EM-truppen.
Landstræner Nikolaj Jacobsen var flankeret af Henrik Møllgaard til udtagelsen af EM-truppen. Claus Fisker

Humøret er altså intakt hos landstræneren, som også kan glæde sig over, at mens lillebror Toft Hansen er fraværende, så er der comeback til storebror René.

Den ældste af de to brødre er tilbage på landsholdet for første gang siden VM på hjemmebane, hvor han fik en grim knæskade.

Siden er han skiftet til en lavere klubhylde og tørner nu ud for portugisiske Benfica, men det betyder intet for Nikolaj Jacobsen, der fremhæver vigtigheden af René Tofts tilstedeværelse i truppen.

»Det er glædeligt, at Rene er tilbage og er 100 procent frisk. Han er fit og har været fit i et stykke tid nu her.«

»Det er klart, det er ikke alle portugisiske ligakampe, der er på det højeste niveau, men så har de spillet nogle Europa Cup-kampe, og så har René noget erfaring, som vi altid kan bruge,« siger han.

Landstræneren har udtaget 19 spillere, og der skal sorteres en enkelt fra, da der kun er plads til 18 i EM-truppen, som rejser til Malmø. Og det kan blive svært nok i sig selv for Nikolaj Jacobsen, der peger på, at han allerede har sorteret mange dygtige spillere fra.

Derfor tøver han da heller ikke med at konstatere, at niveauet blandt de udvalgte er lige så højt, som det var for et år siden, da landsholdet vandt VM-guld.

Og apropos VM-guldet, så betyder netop triumfen i januar, at en af landsholdets største udfordringer op til EM bliver på det mentale område, forklarer Nikolaj Jacobsen.

»Når man møder verdensmestrene, så er de andre hold lige 5-10 procent mere klar, og de vil gerne slå dem, der sidst har vundet en slutrunde. Så der er også nogle ting, vi skal forberede os på der, hvis vi skal nå langt. Det skal vi have nogle snakke om,” lyder det fra landstræneren, som erklærer, at hans målsætning for EM-slutrunden er ’at ramme semifinalerne.«