Der kan sagtens ende med at være iskold stemning mellem de to udskiftingsbænke, når Danmark mandag aften møder Egypten i VM-mellemrunden.

Egyptens landstræner, David Davis, har i et interview med TV2 kritiseret sin danske kollega, Nikolaj Jacobsen, for at være medskyldig i René Toft Hansens lyskenskade, der nu koster stregbjørnen minimum fire måneders pause.

David Davis er nemlig til daglig chef for Toft i ungarske Veszprem, og træneren mener, at Nikolaj Jacobsen har brugt den skadesplagede stregspiller for meget under VM.

Den danske landstræner var tydeligt irriteret, da han inden søndagens træning i Sportscenter Herning blev konfronteret med kollegaens kritik.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Du har selv set kampene, har du ikke?«

Jo da!

»Synes du, at René har spillet for meget? Nej, vel?«

»Hvis det at bruge René for meget, så skulle vi jo slet ikke have udtaget ham i første omgang. Jeg kunne næsten ikke have brugt ham mindre, end jeg har gjort. Jeg ved ikke, hvad det er, han (David Davis, red.) vil. Jeg tror ikke, han har set nogle af vores kampe,« lød det fra landstræneren.

Foto: RONALD WITTEK
Vis mere

Hvordan er dit forhold til ham David Davis?

»Jeg har mødt ham to gange. Vældig fin fyr. Vi har haft et fint forhold de gange, vi har spillet mod hinanden. Men igen, den her kritik kunne næsten ikke være skudt mere ved siden af - og med, at jeg tror, René er den, der har spillet tredjemindst af alle spillere på holdet,« lød det fra landstræneren.

»Selv Johan (Hansen, red.), der kom senere ind i turneringen, har spillet mere end René!«

Hvorfor tror du, han kommer med denne kritik?

»Altsååå...det er fair nok at  være kritisk, og jeg kan godt forstå, at han er ærgerlig over at miste René, men Renés skade sker jo i et uheld - og ikke på grund af overbelastning. Jeg tror simpelthen ikke, han har set vores kampe, og derfor har han nok udtalt sig lidt i blinde,« sagde Nikolaj Jacobsen.

Skal klubtrænere blande sig i landstræneres arbejde?

»I sidste ende har klubberne ikke nogen ret til at bestemme, hvor meget spillerne skal bruges på landsholdet - det er jo helt op til spillerne selv. Og der har jo ikke været noget problem med René før skaden. Han har gjort det fint og har ikke været presset fysisk. Den skade er desværre bare noget, der sker i et direkte uheld.«

David Davis sagde følgende til TV2:

»I klubben har vi en politik om, at hvis du har et problem i den sidste måned før en landsholdssamling, skal man blive i klubben. Klubben er nummer et. Alle vil gerne spille for landsholdet, men man må huske på, at kontrakten er med klubben. Nu har vi et kæmpe problem.«

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Det var i kampen mod Norge, at René Toft efter et kvarters spil kom galt af sted i en nærkamp med Magnus Gullerud. Det kostede forsvarskrumtappen en overrevet muskel - samt en delvist overrevet musket - i lysken.

Mandag skal en specialist tage stilling til, om René Toft skal opereres, og så venter der ham i så fald seks måneders pause.

Henrik Toft Hansen har afløst sin uheldige brormand i VM-truppen.