Hvis Nikolaj Jacobsen har ligget søvnløs i nat, så forstår man det godt.

For da den danske landstræner søndag aften lagde sig på sofaen for at se braget mellem THW Kiel og Magdeburg i den tyske pokalturnering, var det ikke ligefrem en slem skade til én af de danske VM-helte, han havde forestillet sig, han skulle overvære.

Landsholdsstjernen Magnus Saugstrup blev nemlig ramt af det, der ligner en alvorlig knæskade, i slutningen af opgøret.

Her blev den 26-årige stregspiller liggende i smerter på gulvet, efter han havde fået et vrid i knæet. En skade, der vækker bekymring hos Danmarks landstræner.

Magnus Saugstrup er blevet ramt af det, der ligner en alvorlig knæskade.
Magnus Saugstrup er blevet ramt af det, der ligner en alvorlig knæskade. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi er altid bekymrede, når sådan noget sker. Men jeg vil godt vente, til der er en endelig diagnose på skaden. Lige nu vil jeg helst ikke sidde og gætte mig til noget,« siger Nikolaj Jacobsen til B.T.

Efter Magnus Saugstrups skade i søndagens storkamp har flere håndboldfans været ude på de sociale medier for at kritisere det absurd tætte kampprogram, som spillerne er underlagt.

Det er nemlig kun én uge siden, at de danske landsholdsspillere afsluttede et forrygende VM, der endte med en historisk guldmedalje.

Og derfor er de minimale fridage da også for alvor noget, der har fået håndboldfans op af stolene og nærmest fået dem til at give de mange klubkampe skylden for søndagens skade til danskeren.

Landstræner Nikolaj Jacobsen.
Landstræner Nikolaj Jacobsen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men helt så langt vil Nikolaj Jacobsen dog ikke gå:

»Det kan man aldrig sige noget om. Det kunne lige så godt være sket for Magnus i starten af sæsonen. Så det vil kun være gisninger fra min side.«

Hvad tænker du om, at de skal i gang så hurtigt efter et hårdt VM?

»Sådan er det jo. Sådan har det altid været. Vi vil jo gerne have slutrunderne til at ligge i januar, så der kommer flest mulige tilskuere.«

Men er det hensigtsmæssigt, nu hvor kampprogrammet er så tæt, som det er?

»Det ved jeg ikke. Det vil jeg ikke gå ind i, for jeg tror ikke, det kan være anderledes.«

Efter søndagens knæskade var den danske landstræner i øvrigt hurtig til at gribe telefonen for at komme i kontakt med en trist Magnus Saugstrup.

»Jeg har været i kontakt med ham, og det er selvfølgelig ikke rart, når sådan noget sker, men vi må se, når den endelige dom kommer.«

På trods af skaden til danskeren endte Magdeburg med at vinde søndagens storkamp i pokalturneringen efter forlænget spilletid.

Men det var alligevel Saugstrups skade, der fyldte alt hos den tyske storklubs træner, Bennet Wiegert, efter kampen.

Det kan du læse mere om HER.