»Det er pinligt at være dansker i dag!«

Dansk håndbold er i chok - efter at harpikssporten er blevet syltet i regeringens nye genåbningsplan. Klubbosser og direktører har i løbet af tirsdagen harceleret over beslutningen om fortsat IKKE at tillade tilskuere til håndboldkampe samt lægge restriktioner ned over breddehåndbolden - på trods af, at resten af samfundet så småt åbner.

Nu slutter generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen, sig til koret, der kritiserer regeringen i skarpe vendinger.

I en kommentar udsendt af Dansk Håndbold Forbund holder den tidligere landsholdsstjerne og tv-vært sig bestemt ikke tilbage.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er pinligt at være dansker i dag. For i dag står det skrevet i sten, at de danske politikere vægter fest og alkohol højere end fysisk aktivitet og sociale fællesskaber omkring idrætten.

»I den nyligt præsenterede genåbningsplan bliver der ikke noget håndbold for voksne over 18 og under 70 år i denne omgang, ligesom det stadig ikke bliver muligt for danskerne at tage i hallen og se liga- eller landsholdshåndbold.«

»Det på trods af at danskerne – heldigvis – kan få lov at gå i teatret, til koncert eller i biografen, hvor man sidder på præcist samme måde og overværer en kulturel begivenhed,« skriver Morten Stig Christensen.

Han har mere end svært ved at forstå, hvorfor det skal være tilladt at slippe tøjlerne i bylivet, når voksne mennesker ikke må samles i håndboldhallen.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det mest uforståelige i den nye aftale er nok – set med vores øjne – at det er muligt for danskerne at gå i byen fredag og lørdag aften og drikke på en bar, hvor kropsvæsker og aerosoler med stor sandsynlighed bliver delt flittigt, men det er ikke muligt for danskerne over 18 og under 70 at mødes og spille håndbold som normalt i den lokale forening,« skriver DHF-bossen og fortsætter:

»Hvad siger det om os danskere? Er det virkeligt vigtigere for politikerne, at danskerne kan opretholde den drukkultur, vi er kendt for i udlandet – og desværre ikke kun på grund af fremragende Oscar-film – frem for at vi kan rette op på den deroute danskernes fysiske og mentale helbred har været på under corona-pandemien og nedlukningerne?«

Morten Stig Christensen har stadig et stille håb om, at politikerne på Christiansborg kommer på andre tanker - og at håndbolden kan blive inkluderet i genåbningen af det danske samfund.

»Jeg må indrømme, at jeg er dybt forundret. Og dybt beskæmmet. Over at prioriteringerne i det her land er så usandsynligt ringe, at man sætter vores frihed til at drikke alkohol højere end muligheden for at pleje vores fysik og helbred.«

»Jeg håber virkelig, at politikerne besinder sig og sikrer, at alle voksne danskere kan komme tilbage til deres idræt før d. 21. maj. Og også at man sørger for, at også idrætsbegivenheder bliver omfattet af aftalen om kulturarrangementer, så vi igen kan lukke de danske fans ind i hallerne,« slutter håndboldchefen.