'Der må sidde nogle små mennesker derude'.

Der er også en bagside af medaljen ved at være en succesfuld dansk landsholdsspiller – og den findes på de sociale medier, i de private beskeder og i kommentarfelterne, hvor nogle personer går langt over stregen.

Mikkel Hansen gjorde opmærksom på problematikken efter VM-semifinalesejren over Spanien, og Nikolaj Jacobsen fulgte i morges trop og fortalte, at det er 'helt grotesk', hvad folk skriver til ham under en slutrunde.

Og nu melder forsvarsgeneral Henrik Møllgaard sig også ind i koret af håndboldstjerner, der mener, at det går for vidt.

Henrik Møllgaard og Morten Olsen ved Herrelandsholdet i håndbold som holder mediedag forud for EM på hotel Scandic mandag den 6. januar 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Henrik Møllgaard og Morten Olsen ved Herrelandsholdet i håndbold som holder mediedag forud for EM på hotel Scandic mandag den 6. januar 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Liselotte Sabroe

»Det bliver desværre mere og mere udbredt, og det gælder ikke kun for os. Men vi kan godt se både på landshold og klubhold, at der inde på vores fansider også er folk, der skriver knapt så kønne ting - som ikke kun handler om det taktiske og det præstationsmæssige.«

»Der kommer nogle rigtig grimme kommentarer engang imellem.«

»Det er trist, at det går den vej, hvor vi rent faktisk skal vænne os til, at det er sådan, det er,« understreger den danske fighter.

Han pointerer, at tendensen ikke blot rammer landsholdsstjernerne – det er et generelt samfundsproblem, at folk på internettet hælder affald ud i hovedet på personer, de aldrig har mødt eller talt med.

epa08969038 Denmark's Henrik Mollgaard Jensen in action during the quarter final match between Denmark and Egypt at the 27th Men's Handball World Championship in Cairo, Egypt, 27 January 2021. EPA/Mohamed Abd El Ghany / POOL
epa08969038 Denmark's Henrik Mollgaard Jensen in action during the quarter final match between Denmark and Egypt at the 27th Men's Handball World Championship in Cairo, Egypt, 27 January 2021. EPA/Mohamed Abd El Ghany / POOL Mohamed Abd El Ghany / POOL

»Vi ser det desværre mange steder. Den forråelse i måden at tale til hinanden på online er mildest talt trist.«

»Der må sidde nogle små mennesker derude, der ikke tænker over, at der rent faktisk sidder nogle mennesker på den anden side af skærmen og modtager de her beskeder,« fortæller Henrik Møllgaard, der søndag klokken 17.30 tager hul på VM-finalen mod Sverige.