Han virker veloplagt før EM, Mikkel Hansen. Både mentalt og spillemæssigt.

Det scenarie var på ingen måde en selvfølge i efteråret, hvor en hjernerystelse kostede Danmarks største stjerne to måneder helt væk fra håndboldbanen.

Og formentlig nåede at gøre både landstræner Nikolaj Jacobsen og rødhvide håndboldfans nervøse.

Nu fortæller Mikkel Hansen, som B.T. har mødt på landsholdets hotel i Sydhavnen i København, for første gang i detaljer om, hvad han gik igennem.

Jeg blev jo testet, og så kunne jeg ikke stå på ét ben med lukkede øjne. Jeg væltede konstant.

Verdens bedste håndboldspiller fik uheldigt knaldet en albue i hovedet under en træning, og det var det, der udløste hjernerystelsen. Og så kom symptomerne for fuld udblæsning.

»Jeg havde problemer med hovedpine, kvalme og træthed. Jeg kunne sove i jeg ved ikke hvor lang tid, hvis det skulle være.«

»Jeg var også meget lysfølsom. Og måske nok også lidt følsom i forhold til lyd. Men det var ikke så meget som de andre ting. Det var mere det, jeg følte, der fyldte noget for mig.«

»Det passer ikke helt ind i det at have fået et barn,« griner Mikkel Hansen, som blev far for et år siden, og fortsætter:

Mikkel Hansen blev inden VM sidste år far til sønne Eddie Max, som han havde med ude på balkonen på Rådhuspladsen, da landsholdet skulle hyldes.
Mikkel Hansen blev inden VM sidste år far til sønne Eddie Max, som han havde med ude på balkonen på Rådhuspladsen, da landsholdet skulle hyldes. Mads Claus Rasmussen

»Det var selvfølgelig en udfordring, men min kæreste var sød og god til at tage vores søn de dage, hvor det var værst, og give mig en smule fri til at få noget ro,« siger han.

Mikkel Hansens kæreste er ikke den eneste, der får rosende ord med på vejen for sin håndtering af situationen. Det samme gør hans klub, Paris Saint-Germain, som ifølge danskeren udviste stor tålmodighed.

I kombination med et samarbejde med en neurolog var det med til at få ham helskindet ud på den anden side og tilbage på håndboldbanen i en optimal udgave af sig selv.

»Jeg var i gode hænder hos en dygtig neurolog, som var voksen i forhold til sit job. Hver gang jeg kom til sådan en test - jeg var vel til en to-tre stykker - så regnede jeg jo med, at jeg skulle spille et par dage efter.«

»Når jeg så gik derfra med beskeden om, at det minimum ville tage en til to uger ekstra, så var det faktisk det, jeg synes, der var hårdest. Den der følelse af, at man følte sig klar, men så ikke var det alligevel.«

»Men altså… Jeg blev jo testet, og så kunne jeg ikke stå på ét ben med lukkede øjne. Jeg væltede konstant. Man står i et lokale og bliver spurgt: ’hvordan er din balance?’. ’Jamen, den er helt fin’, siger jeg så. Så bliver jeg bedt om at stå på ét ben med lukkede øjne, og så vælter jeg konstant til den samme side.«

»Så jeg var faktisk lidt pinligt berørt, da jeg gik derfra, fordi jeg havde stået og sagt, at min balance var helt fin.«

»Men på en måde var det jo også et signal om, at det kunne nok godt være, at jeg lige skulle tage et par uger mere uden håndbold. Der er trods alt ting, der er vigtigere end at spille håndbold,« siger han.

Mikkel Hansen er klar til at bombe for Danmark til EM.
Mikkel Hansen er klar til at bombe for Danmark til EM. Stéphane Pillaud

Mikkel Hansen afslører, at det er anden gang i karrieren, at han pådrager sig en hjernerystelse.

Han husker ikke præcis, hvornår det skete første gang, men mener, det var i sæsonen 2013/2014, hvor han også spillede i Paris.

Og selvom det kan lyde mærkeligt - det medgiver Mikkel Hansen - så mener han faktisk, at det viste sig at være en fordel, at det ikke var første gang, da uheldet indtraf i efteråret.

»Neurologen havde nogle resultater fra sidste gang, hvilket var ret vigtigt, så man kunne sammenligne de tests, jeg lavede, og på den måde se, hvor langt jeg var i forløbet,« siger Mikkel Hansen, som også tror, at han personligt havde lettere ved at håndtere frustrationerne over situationen, fordi han havde prøvet det før.

»Jeg tror, det var en fordel - hvis man kan sige det - at jeg have haft en tur før, for det gjorde, at jeg kendte symptomerne og vidste, hvordan og hvorledes jeg skulle agere i de forskellige situationer. Der er mange, der tror, at man skal lægge sig ind i et mørkt rum, hvilket er lidt af en skrøne.«

»Det handler om hele tiden at stimulere. Ikke for at presse hovedet. Men stadig lige få set lidt tv, få tjekket sin telefon, få læst lidt, så man bliver stimuleret lidt. Man kan ikke ligge ind et mørkt rum i to uger og så komme ud og gå fra nul til 100 og regne med, at man kan tåle at få smækket alverdens lys lige i hovedet,« siger Mikkel Hansen, som fastslår, at han i dag er helt fri af symptomerne og ’har det helt fint’.

»Ellers havde jeg ikke været her. Først og fremmest i forhold til mit helbred og af respekt for min familie, men også min klub. Havde jeg kunnet mærke det mindste i dag, så havde jeg ikke været her.«

I de seneste år har der været flere skræmmende eksempler på danske håndboldspillere, som har været nødt til at indstille karrieren på grund af alvorlige mén efter flere hjernerystelser. Men den historik skræmmer ikke Mikkel Hansen.

Mikkel Hansen ved håndboldlandsholdets træning i Frederiksberg Hallen onsdag den 8. januar 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Mikkel Hansen ved håndboldlandsholdets træning i Frederiksberg Hallen onsdag den 8. januar 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Liselotte Sabroe

Han løber ikke rundt med en frygt for, at det skulle ske igen, og derfor skal man heller ikke være bekymret for at se ham spille med håndbremsen trukket fremover.

»Fordi jeg har haft én eller to hjernerystelser, er det ikke ensbetydende med, at jeg får en igen. Det kan lige så godt være en af mine holdkammerater, der får én på kassen. Det er risikoen ved at dyrke sport.«

»Sker det igen, så må man tage den derfra og se, hvor slemt man reagerer på det. Der er ingen tvivl om, at det var nogle hårde måneder. Men jeg kom igennem det og har det helt fint i dag. Så det ændrer ikke på så meget,« siger han og tilføjer:

»Jeg kommer ikke til at trække mig i nogle situationer. Tværtimod.«