Nikolaj Jacobsen når ikke døren først.
Han har ikke en chance mod hunden Alvin, der er mere end almindeligt begejstret for at få besøg og besvarer ringeklokken med ekstatisk gøen.
»Han bider ikke. Eller, det plejer han i hvert fald ikke,« griner Nikolaj Jacobsen, som har inviteret indenfor i sit hjem på Thurø lige uden for Svendborg.
Her slog landstræneren sig ned i sommer, da han sammen med konen Lenette og sønnen Linus – med egne ord – ’vendte hjem efter 22 år’.
For at komme tæt på familie og venner og ikke mindst døtrene Freja og Sille, som bor i henholdsvis Odense og Oure.
Og han er vendt tilbage til Sydfyn til et liv, han ikke gjorde sig nogen forestillinger om, da han sidst boede her i 1997. Et liv som verdensmester, feteret kendis og allemandseje.
Nikolaj Jacobsen er blevet oversvømmet af taknemmelighed over VM-guldet, og han må til sin egen store forbavselse konstatere, at store danske virksomheder som Lego nu kontakter ham for at få ’guldtræneren’ ud og holde foredrag om ledelse.
Ja, han er endda et sted nu, hvor den tidligere så generte dreng med det store håndboldtalent er få uger fra at debutere som skuespiller i den sidste af de populære Klovn-film.
Men Klovn, Casper Christensen og Frank Hvam vender vi tilbage til.
For det stod på ingen måde skrevet i kortene, at 48-årige Nikolaj Jacobsens tilværelse skulle se ud, som den gør i dag.
Han var en tilbageholdende og genert ung mand, som drømte om at blive lærer på en efterskole. Hvis han altså kunne overvinde nogle mentale barrierer.
Men det skulle forandre ham for altid, at han sideløbende med håndbolden i GOG arbejdede et år som instruktør på Idrætsskolerne i Oure i begyndelsen af 1990'erne.
Det forklarer han over en Cola Zero i køkkenet.
»Jeg var meget genert, og jeg turde ikke rejse mig op og tale foran folk. Jeg drak heller ikke alkohol før sent i mit liv. Når du hører om alle de nøgenløb i GOG og den slags – det var jeg ikke med til. Det kunne jeg ikke få mig selv til. Men der skete noget, da jeg kom på Oure,« siger Nikolaj Jacobsen.
»Her mødte jeg en masse herlige mennesker, som var fuldstændig hæmningsløse, og der blev jeg virkelig udfordret. Og der var jeg tvunget til at snakke foran elever og store forsamlinger. Det kunne jeg slet ikke. Men da lærte jeg, at ’nå, det gør ikke så meget, man kan godt tillade sig at skabe sig lidt tosset’,« lyder det fra landstræneren, som begynder at kigge ud af vinduet med et drømmende blik.
Og så kommer anekdoterne fra Oure-tiden helt af sig selv.
»Vi formindskede et danmarkskort ned til A4-størrelse. Så skulle man kaste med en dartpil mod kortet og efterfølgende hugge om, at taberen skulle tage derhen, hvor hans pil ramte. Kun med offentlig transport. Og så finde to lokale til at tage et billede ved et byskilt og så tage hjem igen. Der står du og sveder lidt i håndfladerne. Specielt ham der ramte Bornholm...«
»Hvis man lagde sig i en køjeseng, så var lamellerne fjernet, og man faldt direkte ned på ham, der lå nedenunder. Det kunne også være, at man kørte en af de andres Lada’er ind i hallen og tog et nøgenbillede, mens man lå oven på den, og så sendte den til bestyrelsen og sagde ’tak for i år’.«
»Vi huggede også om, hvem der skulle slå en koldbøtte ned ad en trappe klokken halv fire om morgenen, fordi man var lettere beruset. Og dem, der tog tidligt hjem, blev vækket med fødselsdagssang og grydeslag klokken 5 om morgenen. Så blev det sådan noget lyst noget hver gang, fordi ingen turde være de første, der tog hjem,« siger han og bryder ud i den karakteristiske latter.
»Det var sindssygt grænseoverskridende, og på den måde lærte jeg rigtig meget om mig selv, og at nogle af mine grænser sagtens kunne rykkes. Det år på Oure var meget vigtigt for, at jeg har udviklet mig til den person, jeg er i dag,« fortæller han.
Selvom Nikolaj Jacobsen har rykket sig og ikke længere vil beskrive sig selv som genert, så er han dog stadig et menneske, der har brug for ro omkring sig. Han værner om sit privatliv. På flere måder.
Derfor siger han også nej til at stille op i diverse tv-programmer – vi får ham ikke at se i ’Vild med dans’ eller ’Til middag hos’, understreger han.
Ønsket om at have en vis privatsfære afspejler sig også i valget af den røde villa på Thurø, som ligger en lille smule tilbagetrukket fra vejen. Det er helt bevidst.
Her kan han gå i fred og ro og hygge sig lidt med Alvin, mens sønnen er i skole og hustruen på arbejde.
Han tøver da heller ikke med at udnævne sig selv til mere ’bonderøv’ end ’bydreng’, når det handler om at vælge bopæl.
»Selvom jeg godt kan fylde noget i et rum og godt kan lide at komme med noget godt humør og fyre et par dumme jokes af, så kan jeg rigtig godt lide at trække mig tilbage og bare være mig selv her med familien og have lidt privatliv.«
»Nogle dage kan jeg også nyde – uden at det skal lyde forkert – bare at være alene hjemme. Jeg har ikke behov for at bo midt inde i det hele. Der skal absolut ikke være fart på hele tiden. Det skal gerne være så roligt som muligt,« siger han og fortsætter:
»Det giver ikke mening nu, fordi børnene er så store, men hvis jeg havde haft penge nok tidligere og selv kunne have valgt, så havde jeg købt mig sådan et landsted og bygget min egen håndboldhal. Og så havde jeg boet der for mig selv med min familie. Det ville jeg gerne have haft.«
Der er altså ingen håndboldarena på matriklen, men ude i haven er der to mål, så Nikolaj Jacobsen og sønnen Linus kan spille håndbold og fodbold.
Et par huse længere oppe ad vejen bor hans gode ven og tidligere holdkammerat Keld Vilhelmsen sammen med sin familie.
Der er 50 meter ned til stranden, hvor han går mange ture med sin hund og kigger ud på det vand, han stod på vandski på som ung.
Herfra kan han i øvrigt se over til den tidligere kvindelandstræner Jan Pytlicks hus.
Og når man står nede på stranden, kan man næsten ane familiens Jacobsens sommerhus, der i fugleflugtslinje er cirka tre kilometer væk.
Tiden bruger han i så høj grad, som det er muligt, på sin familie. For han er familiemenneske med et F af en ganske betragtelig størrelse.
Det virker ikke tilfældigt, at der i en af husets fordelingsgange hænger to store billeder. Øverst ser man Nikolaj Jacobsen og familien i store smil. Foreviget i minutterne efter VM-finalen. Hele familien er klædt i rødt og hvidt og står og holder om hinanden. Sønnen Linus holder VM-trofæet i sine hænder.
Nedenunder hænger et billede af et samlet dansk landshold, der lige er blevet verdensmestre og jublende poserer på det traditionelle vinderfoto.
Det virker til at opsummere de væsentligste prioriteter i familiefaren og landstrænerens liv.
Efter fem år som træner i tyske Rhein-Neckar Löwen – heraf de sidste to år som dobbeltjobbende og stresset landstræner – har Nikolaj Jacobsen ikke kunnet dedikere den tid til de nærmeste, som han gerne ville.
Men det er han i gang med at rette op på efter hjemkomsten. Derfor er han blandt andet blevet assistenttræner for de hold, som hans to yngste børn, Linus og Sille, spiller for.
Det giver ham ekstra tid sammen med dem, mens han samtidig også prioriterer at betale noget tilbage til foreningslivet, som har en særlig plads i Jacobsens hjerte.
»Det er jo en måde at give noget tilbage til børnene efter mine år i Tyskland, hvor jeg ikke kunne være der så meget for dem, selvom jeg prøvede alt det, jeg kunne. Og jeg kan godt lide at være den der hyggeonkel.«
»Det har jo egentlig altid været mit mål – at arbejde på en efterskole og have med unge mennesker at gøre, for jeg synes, jeg har et godt tag på dem. Men så viste det sig, at jeg ikke var så dårlig til at træne håndbold,« siger han med et smil og fortsætter:
»Det er jo sindssygt livsbekræftende at træne de unge mennesker. På hver sin måde. De unge piger på Silles U19-hold vil gerne spille håndbold, men slås jo også med de ting, som unge piger nu engang gør, og så kan man se, om man kan hjælpe lidt med det.«
»Og drengene… De kommer jo fem minutter inde i hver træning og spørger: ’Hvornår vi skal spille på to mål?’. De er fløjtende ligeglade med, at der sidder en landstræner, som måske kunne lære dem en ting eller to. Altså… ’Hvad fanden skal vi bruge landstræneren til?’« siger Nikolaj Jacobsen og bryder ud i et stort grin, før han tilføjer:
»Alt i alt er jeg vel i Gudme Hallerne som frivillig en seks-syv gange i ugen. Jeg havde selv 15 vanvittigt gode år i GOG, fra jeg var 11 til 26. Det gav mig ufatteligt meget, og jeg udviklede mig som håndboldspiller og menneske. Foreningslivet er meget vigtigt – også i forhold til at skabe kommende landsholdsspillere - og jeg synes kun, det er passende, at landstræneren går foran som et godt eksempel.«
Nikolaj Jacobsen er altså på alle måder havnet på sin gamle hjemmebane. Både på og uden for banen.
Men selv i de afdæmpede sydfynske omgivelser betyder eksplosionen i Nikolaj Jacobsens popularitet, at han nogle gange tager forholdsregler, som han ikke havde fantasi til at forestille sig, da han for tre årtier siden rejste til Tyskland for at forfølge sin drøm om at blive en af verdens bedste håndboldspillere.
»Jeg er begyndt at gå lidt mere med kasket, for nogle gange kan det være rart lige hurtigt at kunne gå ned i byen uden at skulle forholde sig til en masse ting,« forklarer Nikolaj Jacobsen.
»Hvis jeg tager ud i en hal, så tager jeg de billeder, der skal til, og taler med dem, der gerne vil det. Det følger jo med. Det har jeg intet imod. Hvis jeg ikke har lyst til det, så skal jeg jo blive hjemme. Den luksus har jeg jo. Hvis jeg vil have fred og ro, kan jeg blive hjemme.«
»Men hvis jeg lige skal en tur ned i byen med Linus, så kan det da godt være, Linus skal dele sin far med mange mennesker – og det samme når vi er af sted til håndbold. Og så kan det da godt være, at jeg en dag har det sådan, at nu vil det være rart for Linus at være af sted med sin farmand uden at blive stoppet hele tiden. Så kommer kasketten og et halstørklæde på, og så tager vi ud og hygger os lidt.«
»Men nu skal det ikke lyde, som om folk ligger ude bagved her (han peger ud i baghaven, red.) og tager billeder, eller at jeg ikke kan tage en tur ned i Svendborg. På den måde er det jo heller ikke værre.«
»Jeg kan bare mærke, at det der med at være et offentligt menneske har fået et stort nøk op, efter vi vandt VM-guld,« siger Nikolaj Jacobsen, som dog har svært ved at forholde sig til den enorme popularitet.
»Da jeg var på TV2 (som ekspert under slutrunder, red.), blev jeg stoppet en gang imellem, og nogle ville måske have et billede og den slags. Men nu er det jo sådan en helt vild taknemmelighed. Det er helt vanvittigt. Det er nærmest, som om vi har vundet for dem og ikke for vores egen skyld.«
Nikolaj Jacobsen fortæller, at han ’vel får fem henvendelser hver dag’ fra folk, der vil takke ham for, at han førte Danmark frem til det første VM-guld i herrehåndbold.
»Jeg har prøvet flere, der kommer og siger, at ’jeg stod og græd, da I vandt. Jeg så det med mine børn, og vi græd alle sammen’. Det har været helt overvældende. Jeg gruer for, at der kommer en slutrunde, hvor det går dårligt, haha. For det kommer det også til – og hvordan reagerer folk så?«
»Men jeg må sige, at jeg er helt vildt taknemmelig overfor alle, der har været så venlige at tage godt imod mig. Det har været helt vildt. Og et eller andet sted også alt for meget. Altså... Vi har vundet en håndboldturnering. Men jeg sætter kæmpe stor pris på det, og det gør mig helt vildt stolt og glad at få folks reaktioner. Det har været én lang dans på lyserøde roser, efter jeg er kommet hjem.«
»Men jeg har det jo sådan, at jeg er jo bare Nikolaj. En, der godt kan være lidt fræk og provokerende en gang imellem, men i 98 procent af tiden bare er i godt humør og vil have det bedste ud af livet og skabe det bedste for mine børn, min familie og mine omgivelser. Så det har været ret overvældende.«
Og apropos familie, så kommer vi nu – som lovet - tilbage til Klovn-filmene.
For den primære årsag til, at Nikolaj Jacobsen har valgt at stille sig op foran kameraet og optræde i Casper Christensen og Frank Hvams ikoniske univers, er nemlig af familiær karakter.
Helt konkret handler det om Nikolaj Jacobsens lillebror Simon Frank, der er kendt som natklubkonge i København og gode venner med Casper Christensen.
»Min lillebror har altid haft en drøm om at være med i et afsnit eller en af filmene, og så siger Casper til Simon: 'Fint, du kan godt få lov til at være med, men så skal du have din storebror med’. Så står man der… Skal man så sige nej, og så kan min lillebror ikke få sin drøm opfyldt og være med i Klovn? Eller er man så med? Så jeg sagde ja.«
»Jeg synes jo så også selv, det var meget sjovt at få lov til at sige, at man har været med i det. Det er jo kult ligesom Olsen-Banden, der er en del af danmarkshistorien. Det bliver Klovn-filmene også. Om 20-30 år vil det stå som noget af det sjoveste, der har været i dansk filmhistorie i mange, mange år.«
»Men lad mig sige det sådan her: Der kommer ikke en Bodil min vej for bedste birolle. Det kan jeg vist godt sige uden at afsløre for meget om filmen, for det må jeg jo ikke,« siger Nikolaj Jacobsen, som samtidig erkender, at han på grund af sin position som landstræner var nødt til at overveje tingene en ekstra gang, før han ville efterkomme lillebrorens ønske.
»Jeg havde mine betænkeligheder. Jeg ved godt, det bare er fiktion, men er der nu en eller anden idiot, som kunne twiste en vinkel ud af, at man var med i sådan noget som landstræner. Men så tænkte jeg 'nej, ved du hvad. Det går sgu nok…'«
