Selvom flere af profilerne som Henrik Møllgaard er sendt på deres første ferie i to år, er der godt gang i kontoret hos Aalborg Håndbold.

Desværre, kan man sige. For en del af arbejdet, siden Gidsel og co. snuppede DM-guldet i Gigantium i søndags, er gået med at sende en wildcard-ansøgning til EHF.

For risikoen lurer: Mikkel Hansen og storsatsende Aalborg Håndbold kan ikke vide sig sikre på deltagelse i Champions League

»Vi håber af hele vores hjerte, at det lykkes. Alene de sportslige resultater gør, at vi synes, vi fortjener det,« siger Aalborg Håndbolds direktør, Jan Larsen.

Aalborgs direktør, Jan Larsen, mod slutningen af DM-finalen mod GOG, som fynboerne nuppede på Aalborgs hjemmebane.
Aalborgs direktør, Jan Larsen, mod slutningen af DM-finalen mod GOG, som fynboerne nuppede på Aalborgs hjemmebane. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

Hans hold på kontoret har knoklet og faktisk allerede postet ansøgningen til Europas fineste og mest lukrative klubturnering.

»Det er cremen!« som Jan Larsen siger.

Det ville være en kæmpe bet for den fremadstormende klub, der har Aron Palmarsson i folden og om et år også har Simon Hald og Niklas Landin i truppen, ikke at kunne byde både spillerne selv, men også det store publikum på Champions League.

»Der er ingen hemmelighed, at den sportslige oprustning også er en del af det.«

»Vi skal jo ikke skrive en bog om det, men de kan jo selv tjekke det. Jeg kan se, hvem der ellers kan søge – og i det selskab har vi en god mulighed,« fortsætter direktøren, der erkender, at næste fredag, hvor EHF holder møde, bliver nervepirrende.

Oven i skuffelsen over DM-sølvet ligger der også en anden ubekendt – nemlig hvornår Mikkel Hansen er klar igen efter sin dramatiske blodprop i foråret.

Jan Larsen er i løbende kontakt med sin kommende superstjerne, der modsat resten af truppen, der starter forberedelserne i juli, først er planlagt til at støde til i august – kort tid før sæsonstart.

Mikkel Hansen har spillet sin sidste kamp for Paris og er i gang med genoptræningen efter sin blodprop.
Mikkel Hansen har spillet sin sidste kamp for Paris og er i gang med genoptræningen efter sin blodprop. Foto: BERNADETT SZABO
Vis mere

Det er for at falde ind under den såkaldte forskerordning, der giver skattefordele efter minimum ti år i udlandet.

»Det går efter planen, og han træner, som han nu kan, for sig selv – men han er ved rigtig godt mod og får nu mulighed for at passe på den operation, som var skyld i det andet,« siger håndbolddirektøren med henvisning til Hansens hårdt prøvede knæ.

Aalborgs milliondyre investering bliver derfor ikke kastet på halgulvet i samme omfang som de andre spillere.

»Så snart han kommer ind ad døren, kan han jo ikke bare spille to gange 30 minutter, så vi vil selvfølgelig også passe på ham, men når jeg snakker med ham, så er han glad,« siger Jan Larsen, der ikke vil sætte dato på stjernens Aalborg-debut.

»Datoen er 'så hurtigt som muligt', det siger sig selv,« slutter direktøren.