Danmark skuffede fælt, da der i januar var EM i herrehåndbold.

Landsholdet ankom som den største guldfavorit, men måtte højst overraskende tage hjem allerede efter det indledende gruppespil.

Men den ydmygende 13. plads er ikke blandt de allerstørste skuffelser i Mikkel Hansens karriere.

Det fortæller landets største håndboldstjerne i TV 2 Sports håndboldpodcast, hvor han for første gang sætter ord på EM-fiskoen.

Mikkel Hansen understreger, at han var ’ekstremt skuffet’, men udviklingen ved EM gjorde, at det var lettere for ham at acceptere den danske nedtur.

»Det kan lyde mærkeligt, men vi nåede dårligt nok at komme i gang med turneringen, så jeg har været mere skuffet efter de forskellige finaler eller kampe, hvor vi var tæt på at vinde noget,« siger Mikkel Hansen.

»I januar nåede vi jo knap nok i gang, før vi var ude. Det var en meget surrealistisk oplevelse at ankomme som forsvarende verdensmestre og olympiske mestre og så ikke levere på et højere niveau, end vi gjorde. Det var en underlig oplevelse,« siger han til TV 2 Sports håndboldpodcast.

Paris Saint-Germain-profilen forklarer samtidig, at han regner med, at alle de danske spillere har fået kigget indad, så landsholdet præsenterer sig selv i en stærkere udgave, når de rødhvide igen skal i kamp.

Danmark endte på en 13.plads ved EM i Sverige, hvilket er det dårligste resultat nogensinde for et dansk herrelandshold.

Det er lige nu uvist, hvornår Nikolaj Jacobsens tropper igen skal spille landskamp.

Senere i april skulle Danmark have spillet to testkampe mod Japan, men de er blevet aflyst på grund af corona-krisen.

I juni skulle landsholdet efter planen have været samlet for at forberede sig til OL, men legene i Tokyo er som bekendt udskudt til næste år, og der er endnu ikke meldt noget ud om, hvad det får af betydning i forhold til samlingen i juni.