På direkte tv anklagede Mikkel Hansen TV 2 for at ville skabe splid mellem ham og landstræner Nikolaj Jacobsen.

»Nu har jeg jo kunnet følge lidt med i, hvordan I (TV 2, red.) prøver at skabe lidt splid frem og tilbage, hvilket, jeg synes, er en lille smule ironisk. At prøve at skabe splid mellem min træner og mig. Det er der absolut ikke,« sagde Mikkel Hansen i onsdag aften.

Det var i TV 2s nedtaktsstudie efter landsholdets sidste kamp ved EM, at ordene faldt.

Her vandt Danmark godt nok over Rusland, men allerede inden kampstart var det danske exit en realitet, da Island ikke formåede at besejre Ungarn.

Årsagen til Mikkel Hansens utilfredshed med tv-stationen var ikke, at TV 2 som de fleste danske medier har været stærkt kritiske over for den danske slutrunde-fiasko, hvor Danmark røg ud i det indledende gruppespil.

Grunden var TV 2-ekspert Bent Nyegaards reaktion oven på et interview med Mikkel Hansen efter det uafgjorte resultat mod Ungarn i den anden gruppespilskamp, hvor landsholdsstjernen efterlyste flere bolde at arbejde med.

Til det konkluderede Bent Nyegaard, at 'den udtalelse fra Mikkel Hansen var entydigt en kritik af måden, der bliver spillet på'.

Men den kommentar var ikke ment som kritik, forklarede Mikkel Hansen onsdag aften efter det tidlige danske EM-farvel.

Mikkel Hansen sagde sin mening på direkte tv.
Mikkel Hansen sagde sin mening på direkte tv. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Men det er klart, at i nogle af kampene har jeg været vant til – også tidligere på landsholdet og generelt på mit klubhold – at være en lidt større del af spillet, end jeg for eksempel var i anden halvleg mod Island, men også i Ungarn-kampen. Vi er alle sammen ekstremt skuffede, og det er en lille smule svært at stå og vurdere nu hvordan og hvorledes,« sagde Mikkel Hansen.

Selv om Danmark er slået ud af EM-slutrunden, ruller turneringen videre.

Allerede torsdag spilles tages der hul på den ene mellemrundegruppe, hvor Spanien, Tyskland, Kroatien, Østrig, Hviderusland og Tjekkiet er med. Fredag gælder det så de første kampe i den anden mellemrundegruppe, hvor Island, Norge, Sverige, Ungarn, Slovenien og Portugal deltager.

Finalen spilles næste søndag i Stockholm.