»Det har virkelig været en rejse, der er gået op og ned og også har trukket tænder ud.«

Ordene kommer fra Mie Højlund. Rejsen, hun taler om, er hendes egen de seneste år. For her har landsholdsstjernen kæmpet med meget på trods af, hun blot er 23 år gammel.

Stress, en drilsk skulderskade, afbud til landsholdet. Hun er blevet vraget, og hun har kæmpet sig tilbage.

Lad os starte der. For resultatet af den kamp satte håndboldprofilen en stor fed streg under, da hun mod Rusland spillede en kamp, der er 'en af de fedeste, hun har været med til'. Og så tøver hun heller ikke med at kalde den en af de bedste for eget vedkommende.

Det trykker på en knap, hvor man tænker, man skal vise, de har taget en forkert beslutning.

»Jeg havde virkelig en god fornemmelse efter kampen og var virkelig glad for at få en god kamp i turneringen. Det var tiltrængt for mig, og det var en af mine bedste landskampe,« jubler Mie Højlund, der efter kampen blev rost til skyerne for sin præstation. Sammen med landsholdet kæmpede hun sig i semifinalen.

Noget, der selvsagt betyder meget for både hende og holdet, der efter få træningstimer med den nye landstræner, Jesper Jensen, nu står og er med i medaljekampen.

»De sidste par år og slutrunder har været meget op og ned i følelser. De har været hårde at komme igennem. Forløsningen i at sikre en semifinale var nærmest ubeskrivelig. Den bliver endnu mere forstærket af, vi har været så meget op og ned i følelserne i Japan (ved VM forrige år, hvor OL glippede, red.). Vi kiggede bare på hinanden og kunne næsten ikke holde tårerne tilbage. Vi ved, hvor hårdt vi har kæmpet for det her,« siger Mie Højlund.

Og hun har også kæmpet personligt. Hun takkede nej til en plads ved EM i 2016, fordi hun var nødt til at skåne sig selv.

Mie Højlund og landsholdet sprudlede mod Rusland.
Mie Højlund og landsholdet sprudlede mod Rusland. Henning Bagger

Glæden ved håndbold var mistet på grund af stress, og da Klavs Bruun Jørgensen i 2017 igen tilbød en slutrundebillet, måtte hun igen melde fra.

Denne gang med en skulderskade, der gav store problemer. At sige nej var logisk, men ikke let.

»De beslutninger, jeg har taget, har virkelig været hårde for mig at tage, men de har også gavnet mig helt sindssygt og gør også, at jeg også står stærkt mentalt, selvom der er op- og nedture i denne slutrunde. Det har været en rejse, der har været hård at være ude på, men jeg synes også, jeg er kommet styrket ud af det,« siger Mie Højlund, der ikke er i tvivl om, hun tog de rigtige valg.

I september 2018 ramte så endnu et slag, da hun ikke blev udtaget til landsholdet. Begrundelsen var, at hendes form var for dårlig, og selvom det måske endte positivt, gjorde det hende dengang vred.

»Jeg synes stadig ikke, måden, det blev gjort på, var i orden,« siger Mie Højlund med henvisning til 'måden det kom ud i medierne på'.

»Men det gør helt sikkert også noget for en. Det trykker på en knap, hvor man tænker, man skal vise, de har taget en forkert beslutning. Det kan godt være, det har været med til at give en positiv effekt,« siger Odense Håndbold-spilleren, der dog blev udtaget til EM i 2018 efterfølgende.

I dag er hun en af de store profiler på landsholdet, der efter VM-nedturen sidste år er ved at rejse sig, og samtidig har Mie Højlund også fået meget med i rygsækken.

»Det gør, at jeg ved, hvordan jeg selv skal håndtere situationer, hvor følelserne går meget op og ned, og de er meget mere intense, end jeg er vant til,« forklarer hun.

Mie Højlund var en af de helt store stjerner, da Danmark slog Rusland tirsdag.
Mie Højlund var en af de helt store stjerner, da Danmark slog Rusland tirsdag. Henning Bagger

Med skulderen er hun blevet bedre til at sige fra. Hun råber op, hvis hun har brug for behandling, og springer en træning over, hvis det er nødvendigt.

»I forhold til det mentale har det givet et overskud, så selvom jeg rammer nogle nedture eller har lidt underskud på kontoen, er det perioder, man går igennem hele tiden. Det skal nok vende. Det har givet en bevidsthed om, at det hele er en proces, og man går igennem forskellige stadier til en slutrunde – det er vigtigt,« siger Mie Højlund.

Forskellige stadier har hun netop været igennem til årets EM i Herning, for hvor det ikke er blevet til vildt meget spilletid i de første kampe – hvilket har frustreret hende en smule – var hun en af de funklende stjerner mod Rusland.

På bagkant af oplevelserne i den indledende gruppe og i mellemrunden kan hun også nu se, at der var en mening med det hele.

»Det er også nogle samtaler, jeg har haft med Jesper undervejs. Om hvorfor han tager de beslutninger, og hvad de gavner,« siger Mie Højlund og uddyber, at en del af forklaringen har været at spare hende, så landsholdet stod med stærke kræfter og overskud til sidst mod stærke modstandere.

»Så set i bagklogskabens klare lys er det jo en god beslutning, men det er jo også fordi, man føler, man gerne vil spilles ind i turneringen. Men det har været en rigtig fin beslutning, og jeg føler også, jeg har mange kræfter,« siger Mie Højlund.

Danmarks spiller semifinale mod Norgen fredag aften klokken 20.30.