Selv om 2020 på mange måder har været et år, de fleste nok ønsker at smide i glemmebogen, har det også budt på flere store forandringer for Mie Højlund.

En af dem er, at Odense-spilleren har skiftet sin lejlighed ud med et rækkehus, som hun er ved at renovere.

»Det er ikke mig, der laver det, men jeg står og hepper på sidelinjen,« griner Mie Højlund og fortsætter:

»Jeg er så glad for Odense og for klubben. Det gav bare mening for mig. Og så er jeg overhovedet ikke bymenneske. Jeg duer ikke i en lejlighed, så det var bare dejligt at komme ud og få en have,« fortæller landsholdsstjernen.

Det var ikke, fordi hun ikke kunne lide sin lejlighed. Men den 23-årige håndboldspiller er en landpige.

Hun er opvokset på landet, og hun er dårlig til at gå ned i en park, når vejret er godt. Så foretrækker hun hus og have, som hun nu har fået.

Med en elektriker-storebror, en lillebror, der er vvs'er, og en far, der kan det hele, er der også helt styr på renoveringen af huset, som hun flyttede ind i alene tidligere på sæsonen.

Men selv om hun er flyttet, betyder det ikke, at hun kommer til at undvære sine veninder. Blandt de bedste er landsholdskollegaen Althea Reinhardt, som hun fortsat ser meget.

Mie Højlund og Althea Reinhardt skal nu læse jura.
Mie Højlund og Althea Reinhardt skal nu læse jura. Instagram

Både på banen, men også uden for banen, hvor de har taget en stor beslutning, som også er en del af den forandring, Mie Højlund har oplevet i år.

De er begyndt at læse jura sammen, og det er lidt en omvæltning fra den hverdag, de kender så godt.

»Det har været dejligt, fordi man har andet at tænke på ud over håndbold. Men man skal også lige vænne sig til det. Den tid, jeg de sidste tre år har haft uden for håndbold, har bare været fritid, og der har jeg selv kunnet administrere, hvad jeg brugte den på. Nu skal jeg bruge al den tid på at læse og studere, men jeg synes også, det er dejligt, at ens tanker kan parkeres i forhold til håndbold nogle gange,« siger Mie Højllund, der generelt bruger meget af sin tid med Althea Reinhardt.

De to beskriver hinanden som familie, de rejser sammen, og at Althea Reinhardt til daglig går til ridning, har da også fået lokket veninden med på hesteryg et par gange.

Mie Højlund spiller til daglig for Odense Håndbold.
Mie Højlund spiller til daglig for Odense Håndbold. Claus Fisker

»Jeg red, da jeg var lille, og min lillebror er springrytter, og vi har heste derhjemme. Så det er ikke så fjernt for mig, men det er lang tid siden, jeg har redet. Jeg er ikke et naturtalent mere. Det skal lige genopfriskes,« siger Mie Højlund med et stort grin.

Hvorfor de to veninder klikker så godt, har hun svært ved at sætte ord på. De tænker ens både på og uden for banen, i landsholdsregi bliver de af og til kaldt 'tvillingerne', og så giver det dem bare meget at have hinanden. Mie Højlund er da heller ikke i tvivl, når hun skal beskrive Althea Reinhardts bedste og værste side.

»Altheas værste side er, at hun har rigtig svært ved at skjule, når hun bliver irriteret eller sur. Og alle de følelser, hun har, er hun dårlig til at skjule. Det er lidt en dårlig side over for andre, men dejligt for mig, for det er nemt at se, hvad hun føler,« smiler Mie Højlund og fortsætter:

»Hendes bedste side er hendes humor og hendes personlighed. Jeg tror ikke, alle ville synes, det var god humor, men vores humor klikker meget godt sammen, så det synes jeg er en god side,« fortæller landsholdsstjernen med endnu et karakteristisk grin.

Mie Højlund og Althea Reinhardt er bedste veninder både på og uden for banen, hvor de altid støtter hinanden.
Mie Højlund og Althea Reinhardt er bedste veninder både på og uden for banen, hvor de altid støtter hinanden. Liselotte Sabroe

De to profiler er begge udtaget til den EM-slutrunde, der på ingen måde bliver som forventet på grund af coronarestriktionerne. Restriktioner, der også sender landsholdet i en 'rød boble', hvor de ikke må se andre end hinanden.

Og her gør det en kæmpe forskel, at Mie Højlund har Althea Reinhardt, så det på en eller anden måde kan føles hjemligt.

»Det betyder alt. Jeg har også mærket på de andre slutrunder, hvor meget det betyder at have en, man kan græde ud hos, en, der kan være der, når man er glad, som man kan dele følelserne med, og en, man føler sig tryg hos,« siger Mie Højlund og fortsætter:

»I endnu højere grad tror jeg, det bliver vigtigt i år, hvor det bliver den røde boble, hvor man er totalt isoleret. Jeg regner med at skulle bo med hende, og der er det bare dejligt, når man kommer ind på værelset, at man kan lukke alt andet ude og bare tale frit omkring alt det, man har behov for,« siger landsholdsprofilen.