
Den danske streg- og forsvarskæmpe Simon Hald er stadig på hospitalet lørdag.
Det oplyser landstræner Nikolaj Jacobsen til B.T.
»Det går Simon godt. Han er stadig på sygehuset men har det godt. Han skal tjekkes noget mere, og så håber vi, at Simon kan forlade sygehuset i dag,« siger landstræneren.
Simon Hald fik en arm i hovedet efter 22 minutter af fredagens semifinalebrag mod Island, og efterfølgende kom han på sygehuset, fordi han følte sig utilpas.
Landsholdsstjernen blev skadet på et skrækkeligt tidspunkt kort før EM-finalen søndag.
Det er dog uvist, om Hald vender tilbage på banen i søndagens finale.
»Det kan jeg ikke sige noget om nu. Der er nogle ting, der skal gå den rigtige vej, før det kan lade sig gøre,« fortsætter Nikolaj Jacobsen.
Skaden til Simon Hald kommer i kølvandet på et hårdt skadesplaget landshold, hvor også stregspillerne Lukas Jørgensen og Emil Bergholt er udgået undervejs i EM.