
Mareridtet fortsætter uden ende.
Efter 22 minutter fik Danmarks næstsidste stregspiller Simon Hald en arm i hovedet, og i anden halvleg forsvandt han som en tyv om natten fra den danske bænk.
Han er nu kørt på sygehuset.
»Simon følte sig utilpas, så han er kørt på sygehuset til tjek. Mere kan jeg ikke sige,« siger Nikolaj Jacobsen efter kampen til B.T. og resten af pressen.
I TV 2-studiet udtalte landstræneren sig yderligere:
»Simon har det godt, men vi skal selvfølgelig tjekke, om det er forsvarligt, at han spiller på søndag.«
I mixed zone uddybede han den besværlige situation.
»Det fylder rigtig meget, men Simon skal jo bare komme på benene igen. Nu må vi se, hvad der sker med den store mand.«

Landstræneren udtog før slutrunden seks stregspillere, men råder nu kun over Magnus Saugstrup, som er vant til den plads.
»Så er det godt, jeg har Mads (Mensah, der spillede streg offensivt, red.), men nu kan han snart ikke få flere opgaver,« lød det med et grin, før alvoren igen dukkede op:
»Det er ekstremt uheldigt, og det håber jeg aldrig, jeg skal opleve igen.«
Derfor var finale-følelsen helt speciel.
»Jeg tillader mig at være ekstra stolt, for det var en mandfolkepræstation mod et fantastisk hold.«
Danmark spiller finale søndag kl. 18.