Velkommen til ‘WTF is going on’ - B.T. Sports faste format med vores håndboldekspert under VM-slutrunden, Lars Rasmussen.

Den tidligere europamester og nuværende håndboldtræner vil løbende levere sine analyser i tre dele. What the fuck!, What’s the fact og What’s the future.

Denne gang raser Lars Rasmussen over dårlige håndboldnationer til VM og IHF-præsidentens ønske om flere hold.

VM er desværre fuldstændig ligegyldigt i indledende runde.

Der er ingen mennesker, som seriøst kan mene, at det er sjovt at sidde og se Danmark føre 22-4 ved pausen mod Chile.

Vi har set de to første åbningskampe, hvor Danmark vinder med 23 mål, og Tyskland vandt ustyrligt komfortabelt over det absolut bedste asiatiske hold, Sydkorea. Og det vil bare blive ved. For IHF har fået en god idé - synes præsidenten i hvert fald.

Hassan Moustafa vil udvide fra 24 hold til 32 hold, og det er en forfærdelig, sørgelig udvikling, hvis der skal otte hold mere med til VM. Det vil på ingen måde fremme håndboldsporten.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge IHF’s præsident, Hassan Moustafa: Hvad er dit formål med udvidelsen af VM? Hvad er det, det gavner? Vi har måske 12 dygtige håndboldnationer i verden.

Jeg bliver sikkert sagsøgt af Hassan Moustafa og Det Internationale Håndboldforbund for at skrive det, men landet ligger sådan her: Hassan Moustafa vil gerne fortsætte med at være præsident. Det kræver en masse stemmer, og de stemmer kommer ikke altid fra Europa. De kommer gerne fra Afrika, Sydamerika og Asien. Derfor bliver der vedtaget ting som, at VM skal have flere af de små nationer med.

For når de stemmer på Hassan Moustafa, sørger han for, at de også får nogle pladser til VM.

I 2007 mødte vi Angola. Vi vandt 39-20, og jeg lavede 14 mål i den kamp. Jeg var ét mål fra scoringsrekorden. Men at skulle sætte sig op til den kamp er ikke noget, man gider. Til gengæld var jeg livsens angst for at få en fuldstændig latterlig skade af nogle af de modstanderspillere, som i perioder overhovedet ikke har nogen idé om, hvor de sætter en tackling ind. De er rent motorisk uden for rækkevidde.

En VM-udvidelse? Det er fuldstændig galimatias. Det er ødelæggende og sørgeligt for håndboldsporten.

Jeg synes først og fremmest, at det er helt hul i hovedet at være gået væk fra knockoutkampene for at lave en mellemrunde i stedet. Årsagen til mellemrunden er igen Hassan Moustafa, der får mulighed for at sikre sig, at de store nationer stadig er med, når man nærmer sig afslutningen.

For to år kostede knockoutrunden Danmark dyrt, da vi røg ud til Ungarn ved VM i Frankrig i ottendedelsfinalen. Det var helt vanvittigt, men det er da også fedt. Så er man tvunget til at være klar i indledende runde. For bliver du nummer et i din gruppe, får du nummer fire fra en anden gruppe i ottendedelsfinalen. Men laver du en dumhed, så bliver du presset af det.

Hvis jeg kunne bestemme, havde vi også kun fire hold i hver gruppe. Så kunne man måske slippe med kun ét fuldstændig udueligt hold i hver gruppe, mens de tre andre hold som minimum kunne presse hinanden. Vi skal møde Østrig. Vi skal møde Tunesien. Vi skal møde Saudi Arabien og Chile. Hold nu op. Hvad fanden er det for noget? Var det nu delt op i seks grupper med fire hold, kunne man måske være sluppet med kun at møde Saudi Arabien som et sekundahold.

Lad os få knockoutkampene tilbage. Så kunne jeg måske også sætte mig op til at se Danmark smadre både Tunesien, Saudi Arabien og Østrig.

Lige nu venter jeg bare på kampen mod Norge.