Engang skulle Nikolaj Jacobsen smide sit grønne kort, hvis han ville have tidtagernes opmærksomhed - og en timeout også selvfølgelig. Men nu skal den danske landstræner bare trykke på en knap.

Det lyder umiddelbart en del nemmere - og noget mere moderne. Men det kan også have sine ulemper. I hvert fald for Nikolaj Jacobsen, der til tider kigger nervøst mod knappen.

»Jeg har spurgt, om man ikke kunne få knappen flyttet et andet sted hen. Jeg synes ikke, at den står så heldigt. Henrik Møllgaard var ved at ramme den to gange. Det er lidt uheldigt, at spillerne tror, at de lige kan læne sig op af den, og så ender cheftræneren med at nappe to minutter på den konto,« siger Nikolaj Jacobsen.

Det er selvfølgelig med et smil på læben, men det kan i realiteten få store konsekvenser for det danske landshold, hvis der bliver trykket på timeout-knappen på et forkert tidspunkt.

Nikolaj Jacbosen på sidelinjen i VM-åbningskampen.
Nikolaj Jacbosen på sidelinjen i VM-åbningskampen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

For skulle landstræneren eller måske en spiller komme til at trykke på knappen, mens modstanderne har bolden, koster det ikke bare en advarsel til Nikolaj Jacobsen med ansvaret. Danmark fratages også en timeout og må spille to minutter i undertal som følge af en udvisning.

Derfor vil Nikolaj Jacobsen gerne have fjernet den risko.

»Når det nu alligevel ene og alene er mig, der bestemmer, hvornår der skal trykkes på den, så synes jeg godt, at den kunne have stået et lidt mere ufarligt sted,« siger landstræneren.

Danmark havde - trods Henrik Møllgaard flirt med knappen - ingen problemer med timeouts i VM-åbningskampen mod Chile. Her vandt Danmark nemt 39-16, og derfor ønskede Nikolaj Jacobsen slet ikke tage timeouts - af respekt for modstanderen. Men knappen vil han stadig gerne have fjernet.