»Lige nu oplever jeg det største afsavn, jeg nogensinde har prøvet at føle.«
Han var arkitekten bag Danmarks fremragende EM-åbningssejr over Ungarn lørdag aften. Syv gange bankede Rasmus Lauge harpikskuglen ind bag den efterhånden mere og mere opgivende ungarske målmand, og Flensburg-playmakeren satte dermed en tyk streg under, at han er mødt op til europamesterskabet i måske sit livs bedste form.
Store ting for den 26-årige fighter. Men det er langt fra det største, der er sket for ham på det seneste. For lidt over to måneder siden blev Rasmus Lauges liv nemlig vendt 180 grader rundt.
Her blev han og hustruen, Sabrina, forældre til lille Freja. Parrets første barn. Og da snakken - inden søndagens aftentræning i den rustikke skolehal i Mursko Sredisce - faldt på den lille familie hjemme i Flensburg, herskede der overhovedet ingen tvivl om, at det var en stolt, stolt far, vi her havde med at gøre.
»Alle havde på forhånd sagt til mig, at det ville blive kæmpestort, og at man ikke ville kunne forholde sig til det, før det skete. Det siger alle, men det bliver aldrig nogen kliché, for det er virkelig det største, der er sket i mit liv,« understregede Rasmus Lauge.
Men med forældrerollen følger der også svære følelser med, har landsholdsstjernen måttet konstatere.
»Lige nu oplever jeg det største afsavn, jeg nogensinde har prøvet at føle. Der bliver facetimet på livet løs.«
»Men det er måske også en ekstra motivation til lige at sige til mig selv 'nu giver du den eddermaneme fuld hammer, så det her viser sig at være savnet værd'.«
En klassisk sportskliché siger, at alt andet andet bliver mindre vigtigt, når først man bliver far...'
»Det passer 100 procent! Det udsagn kan jeg også kun støtte 100 procent op om. Nederlag og sejre bliver lige pludselig lidt mindre værd.«
Har far-rollen løsnet noget op i det håndboldspil? Eller er det at overfortolke?
»Det ved jeg ikke. Det er ikke nødvendigvis at overfortolke betydningen. Det kan ske, at det har givet en lille opløftning hist og her hos mig. Især på den nervøsitet for at fejle, der godt kunne snige sig ind hos mig tidligere. Den er måske lidt væk, fordi jeg nu tænker 'ok, en fejl er bare en fejl, og livet går videre.'«
Under søndagens træningsseance var stemningen fra start af aldeles fremragende, og spillerne lignede kåde tyrekalve, der endelig kom på græs efter en lang vinter. Der blev grinet og drillet og pjattet. Og vidste man ikke bedre, skulle man tro, at det var en lejrskoletur til Anholt.
»Jeg synes, det er et hold i harmoni,« konkluderede Rasmus Lauge.
»Heldigvis har der altid i de slutrunder, jeg har været med til, været en super stemning på holdet. Vi er en gruppe, der støtter hinanden i tykt og tyndt, og vi holder sammen. Det eneste, der tidligere har manglet, har været at få stemningen lidt mere ud over stepperne i kampene, men her synes jeg, at vi havde utrolig god udstråling og vilje imod Ungarn - så på det punkt har vi måske udviklet os den seneste tid.«
Nikolaj Jacobsen har fra sin første dag i landstræneruniformen lagt vægt på, at der holdet gerne må udstråle noget mere, og derfor skal der også humør på drengen. Og Rasmus Lauge kan efterhånden godt mærke Jacobsen-effekten.
»Ja. Altså man kan bare mærke, at han er anderledes på det punkt. Jeg tror ikke, at det er noget, han påtager sig. Men det er nok bare noget, der ligger ham nært, at der også skal være plads til at hygge sig. Det handler om at vide, hvornår der skal være fokus, og hvornår der skal laves løjer og jokes. Uden for banen er han også selv ret god til at lave spas, så det giver en lidt mere loose stemning. Og det er super,« lød det fra landsholdsprofilen, der i aften skal sørge for frygt og mismod hos de tjekkiske forsvarsspillere.
