Hvis vi spoler tiden omkring 25 år tilbage, var tonen på det danske håndboldlandshold meget hård og ubehagelig.
Det mener Klavs Bruun Jørgensen i hvert fald.
Særligt en gruppe bestående af Jan Paulsen, Nikolaj Jacobsen, Morten Bjerre, Christian Hjermind, Ian Marko Fog og Lars Christiansen var hårde ved hinanden.
Afsløringen leverer Klavs Bruun Jørgensen i sin nye selvbiografi 'Sort-hvid'.
»Det var bare med at overgå hinanden, indtil en eller anden ikke havde flere comeback. Det var ikke kælenavne, men mere øgenavne uden nogen form for kærlighed eller glimt i øjet. Sådan opfattede jeg det i hvert fald. Det kan godt være, at den, der blev mobbet, sad og grinede med, men jeg tænkte, at de umuligt kunne synes, det reelt var sjovt.«
Den kommende Sønderjyske-træner tilføjer, at man fik et slag over snuden, hvis man blandede sig. Ellers holdt gruppen mobberiet internt.
Ifølge Klavs Bruun Jørgensen var der især én bestemt landsholdsspiller, gruppen oftest kørte på.
»Jeg er fuldstændig overbevist om, at den kultur gjorde det umuligt for folk at præstere ordentligt. Det gik eksempelvis rigtig meget ud over Lars Christiansen, der var yndlingsofferet.«
Klavs Bruun Jørgensen påpeger samtidig, at det på ingen måde var godt for landsholdet, og ifølge ham skyldtes Lars Christiansens manglende succes på landsholdet i den periode netop den grove tone.
Den tidligere landsholdstræner for de danske kvinder tror ikke, det var tilfældigt, at Lars Christiansen var fremragende i Flensburg-Handewitt, men i mange år ikke kunne leve op til det på landsholdet.
Klavs Bruun Jørgensen var så utilfreds med tonen på landsholdet, at han påpegede problemet på flere interne møder. Han følte nemlig, det var så uholdbart, at han hverken kunne eller ville tie stille.
I hans øjne var det største problem, at de andre spillere gik op og ned af kulturen hver eneste dag. Det smittede af på truppen og skabte et miljø, som ikke var behageligt at være i.
B.T. har - indtil videre uden held - forsøgt at få en kommentar fra Lars Christiansen.
