Klavs Bruun Jørgensen har været arbejdsløs siden januar, hvor han stoppede som landstræner.

Men nu har han scoret sig et nyt job.

Den tidligere landsholdsstjerne skal nemlig fremover være ekspert på TV 2, hvor han kommer til at beskæftige sig med både herre- og dameligaen.

46-årige Klavs Bruun har blandt andet været herretræner i AG København og Team Tvis Holstebro, og senest stod han altså i spidsen for kvindelandsholdet i fem år.

Og netop erfaringerne fra en række forskellige job gør, at han føler sig godt klædt på til at indtage ekspertrollen – uanset hvilken kamp der er på programmet.

»Jeg er jo tryg på begge sider nu. Inden jeg var damelandstræner, ville jeg måske ikke være helt skarp på damehåndbolden og spillerne i ligaen, men der føler jeg mig godt rustet nu. Så en af mine fordele er selvfølgelig, at jeg kan snakke godt med på begge fronter,« siger Klavs Bruun til TV 2 Sporten.

Efter stoppet som landstræner har Klavs Bruun ikke lagt skjul på, at han gerne ville finde et andet trænerjob, men corona-pausen har været med til at spænde ben for de planer.

Derfor er han glad for, at han nu kan arbejde med håndbolden på en anden måde – og samtidig har han væbnet sig med tålmodighed i forhold til at finde et nyt job som træner.

»Man skal aldrig sige aldrig i vores branche, men nu har jeg snakket med TV 2 om muligheden for at være kommentator og ekspert, så jeg holder mig i gang. Jeg nyder også at være en del af et kommentatorhold. Det er en del af branchen, jeg godt kan lide, og måske er det også noget, jeg skal lave på fuldtid på et tidspunkt. Det må tiden vise,« siger Klavs Bruun.