Kap Verde trækker sig fra VM-slutrunden i Egypten efter coronakaos.

Endnu en nation har trukket sig fra VM i herrehåndbold. Kape Verde følger efter USA og Tjekkiet, der trak sig forud for slutrunden.

Det bekræfter IHF – det internationale håndboldforbund.

Den afrikanske nation var allerede lammet af coronavirus i optakten til slutrunden med flere tilfælde, der betød, de kun havde 11 mand klar, men holdet tog alligevel til Egypten og spillede den første kamp mod Ungarn, hvor man tabte 27-34.

Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Til det næste opgør mod Tyskland kunne man dog ikke stille hold, da der var tikket to nye positive tilfælde af coronavirus ind. Og dermed havde man ikke de påkrævede 10 mand på holdet.

Derfor blev man taberdømt 0-10, men Kape Verde holdt fast i, at man prøvede at stille hold til den sidste gruppekamp mod Uruguay, hvor man med en sejr kunne komme i mellemrunden.

Men nu har Kap Verde trukket sig som følge af coronakaosset, og det betyder, at upåagtede Uruguay er videre fra gruppespillet, selv om man ikke har vundet en eneste kamp. Ud over at man selvfølgelig bliver tildelt sejren over Kape Verde på 10-0.

Også Danmark har kæmpet med coronavirus, hvor Emil Jakobsen er testet positiv. Men nu er der godt nyt. Læs mere her.