Den 40-årige danske håndboldstjerne Jesper Nøddesbo har valgt at stoppe karrieren.

Det oplyser han i to opslag på sin Instagram-profil, hvor han på lyrisk vis sætter ord på sin beslutning. En beslutning, der ikke har været nem at nå frem til.

'Jeg har forsøgt at forberede mig, har øvet mig i at sige det højt – at det her bliver min endestation. Det burde ikke komme som nogen overraskelse. Alligevel har det været lidt svært at samle tingene sammen. Men nu står jeg altså her på perronen. Jeg har det underligt,' skriver han blandt andet. Se opslagene i bunden af artiklen.

Hans klub Bjerringbro-Silkeborg bekræfter over for B.T. også, at Jesper Nøddesbo stopper efter denne sæson, når hans kontrakt udløber.

Jesper Nøddesbo har valgt at indstille karrieren efter indeværende sæson.
Jesper Nøddesbo har valgt at indstille karrieren efter indeværende sæson. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Jesper Nøddesbos farvel er også delt på den danske klubs hjemmeside, hvor han leverer en scenisk fremstilling af sig selv på en togperron og tankerne om det endegyldige punktum.

'Der bliver stille omkring mig. Et øjeblik når jeg at føle mig alene, og så kommer den velkendte tvivl på besøg. Hvem er jeg så nu? Hvad kan jeg overhovedet? Hvor hører jeg nu til? Det er ubehageligt, og jeg får lyst til at løbe om bord på det næste tog, der triller ind på perronen, hvad end destinationen er,' skriver han også.

'Men lige her og lige nu mærker jeg pludselig mine pigers hænder i mine. Vi står sammen og ser toget forsvinde ude i horisonten. Sårbarheden er der stadig, men jeg tør godt stå stille lige her.'

Dermed siger den 40-årige stregspiller farvel og tak til en lang og glorværdig karriere.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

En karriere, der begyndte i 1999 i Team Tvis Holstebro og fortsatte i KIF Kolding, inden han i 2007 skiftede til mægtige FC Barcelona.

Her tilbragte han hele ti sæsoner, inden han i 2017 vendte tilbage til Danmark, hvor han har tørnet ud for Bjerringbro-Silkeborg.

Jesper Nøddesbo er Danmarks mest vindende håndboldspiller nogensinde og står noteret for 223 landskampe.

Han var blandt andet med til at vinde EM i 2008, ligesom han også var en del af det mandskab, der i 2016 gik hele vejen ved OL i Rio og sikrede de danske håndboldherrer deres første OL-guld.

Derudover kan han blandt andet prale af to Champions League-titler, to VM-sølvmedaljer, syv spanske mesterskaber, to danske mesterskaber.