Jesper Jensen er tilfreds. Ikke kun med at være i mellemrunden og at have kortene til semifinalen på egen hånd.
For det gør ham også glad at se, at den besked, han fik fra den tidligere landstræner Klavs Bruun Jørgensen, holder stik.
»Jeg var ikke under huden på spillerne, mens Klavs var der,« fortæller Jesper Jensen.
Han taler om det mentale aspekt på holdet, som i den grad kom til udtryk i kampen mod Sverige. Her havde landsholdet is i maven til sidst, da alt var på spil og i stedet for at smide det væk, kæmpede de sejren hjem.

Men om der er sket meget i Jesper Jensens tid på landsholdet, når man taler om det, der foregår oppe i hovedet, er svært at sige.
»Jeg er er meget tilfreds med det, vi har nået og den retning, jeg vil præge holdet i. Både den mentale del og styrken, der er internt på holdet,« siger Jesper Jensen og nævner så Klavs Bruun Jørgensen.
Den tidligere landstræner for Danmark, som efter nedturen ved VM i Japan stoppede som landstræner i januar. Men det betyder ikke, at der ikke er god stemning mellem ham og Jesper Jensen.
Tværtimod har de talt sammen om det danske landshold, som den tidligere træner har sat mange ord på.

»Jeg har talt med Klavs om, at det er et virkelig fedt hold at træne, og der er mange gode spillere, som virkelig vil det,« siger Jesper Jensen.
Adspurgt, om der er noget, der har overrasket ham, ved han det ikke helt. Men han kan i hvert fald se, at Klavs Bruun Jørgensens ord passede, understreger han. Han har overtaget en trup, hvor det virkelig kommer til udtryk, hvor meget de brænder for den sport, de elsker.
»Jeg er blevet bekræftet i det, Klavs sagde til mig inden. At de her spillere vil det helt ekstraordinært meget. Der er ikke nogen sten, der ikke bliver vendt. Der er ikke nogen, der ikke giver alt, hvad de har. Der er ingen, der beklager sig internt, medmindre det er til et kollektivt formål,« siger Jesper Jensen og fortsætter:
»Alle vil det og kæmper alt det, de kan. Det er et virkelig fedt hold, både i forhold til spillere, men også som mennesker,« siger landstræneren.

At der blev kæmpet, kunne han skrive under på under kampen mod Sverige. En tæt kamp, som Danmark vandt, og som viser, landsholdet er stærkt, siger Jesper Jensen. Det samme gjorde kampen mod Frankrig, hvor de kom ud som hold, selvom de egentlig tabte.
»Det var befriende, mega fedt og en enorm byggesten at vinde kampen i går. Vi har ikke bevist, vi kunne vinde de tætte kampe før i går, hvor vi var trætte, nervøse og en lille smule stressede. Der er det meget vigtigt, vi vinder,« siger Jesper Jensen.
Sammen med resten af landsholdet har han stadig chance for at spille sig en semifinale. Første stik skal tages mod Spanien, hvor landsholdet minimum skal have et point, og derefter venter Rusland, hvor Danmark skal vinde for at få en plads blandt de sidste fire.
De to kampe bliver spillet henholdsvis søndag og tirsdag, og begge opgør bliver fløjtet i gang klokken 20.30.