Japans venstrefløj Remi Doi kan mere end bare at spille håndbold.

Han er nemlig en meget populær herre på det sociale medie TikTok, hvor man kan lægge videoer op af sig selv.

I et interview med det internationale håndboldforbund fortæller han, at han oprettede en profil på det sociale medie for at sætte fokus på håndbold i Japan.

»I sommeren 2018 begyndte jeg at bruge TikTok, fordi nogle af mine venner sendte mig sjove videoer. En dag fik jeg 3.000-4.000 følgere på bare en enkelt video, og disse følgere kendte mig ikke som en håndboldspiller.«

»Jeg indså, at folk uden for håndbold bare er interesserede i mig og forsøgte at lære mig at kende. Jeg tænkte, at når de finder ud af, at jeg er en håndboldspiller, så vil de se vores kampe,« fortæller håndboldspilleren.

Doi er højst sandsynligt den mest populære håndboldspiller på TikTok, som deltager ved dette års VM.

Han har nemlig hele 1,7 millioner følgere på det sociale medie, og han fortæller, at han efter kampen mod Qatar søndag fik mange beskeder fra fans, der fortalte, at de havde set kampen.

»Jeg er virkelig taknemmelig for det, og jeg nyder at gøre det. Jeg har ikke noget imod at bruge tre eller fire timer på min telefon, det er faktisk meget sjovt.«

»Selvom jeg er den sjove fyr på TikTok, kan jeg også være seriøs. Som min rolle som anfører viser jeg begge sider, da de begge er en del af min personlighed.«

Netop Japan er den kommende modstander for det danske landshold, der møder dem lørdag ved VM i Egypten.

Dog kan Danmark allerede være spillet i kvartfinalen, inden de selv skal i aktion. Det sker, hvis Kroatien, der møder Argentina klokken 18.00, vinder deres kampe.

Kampen mellem Danmark og Japan starter herefter klokken 20.30, og den kan følges live her på bt.dk.

Vinder kroaterne ikke, kan Danmark selv sikre kvartfinalen med en sejr over Japan.