Landstræner Nikolaj Jakobsen har torsdag sat navne på sine 20 spillere til EM i herrehåndbold i januar.
Og det er en trup uden de helt store kaniner.
Der er således blevet plads til alle de spillere, der i sommer var med til at spille Danmark i OL-finalen, minus GOGs Morten Olsen, der stoppede på landsholdet efter OL.
Derudover er Jannick Green kommet med som den tredje målvogter, og stregspilleren René Antonsen samt bagspillerne Rasmus Lauge, Niclas Kirkeløkke og Aaron Mensing er ligeledes nye i forhold til OL.
30-årige Lauge missede i 2021 både VM og OL med en alvorlig knæskade, som han siden er kommet tilbage fra.
EM afvikles i Ungarn og Slovakiet fra 13. til 30. januar.
Danmark møder Montenegro, Slovenien og Nordmakedonien i sin indledende pulje.
Ved seneste EM i 2020 skuffede Danmark stort ved at ryge ud efter gruppespillet efter et nederlag til Island, uafgjort mod Ungarn og en nytteløs sejr over Rusland.
Et år senere gik holdet til gengæld hele vejen ved VM i Egypten, og siden blev det til sølv ved OL i Tokyo.
/ritzau/


