Han havde netop fået sin fjerde VM-guldmedalje hængt om halsen.

Men han tænkte kun på én ting.

For da Danmarks landstræner Nikolaj Jacobsen søndag aften modtog en fortjent VM-hyldest på podiet sammen med resten af landsholdet, fangede tv-billederne et særligt øjeblik.

Pludselig stak Jacobsen nemlig to ekstra guldmedaljer i lommen. Og det var der en speciel årsag til.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det afslørede landstræneren, da han mødte pressen efter triumfen i Oslo.

»Jeg har fået én til både Kevin Møller og Jacob Holm, der også har fortjent en guldmedalje,« lød det fra Nikolaj Jacobsen.

De to danske spillere var i starten af VM-slutrunden en del af den danske trup.

Men de endte begge med at rejse hjem undervejs.

Med to ekstra medaljer i lommen vidste Nikolaj Jacobsen i øvrigt godt, hvordan søndagens VM-titel skulle fejres.

»Nu skal vi ud og have nogle øl. Og ellers holde en fest på hotellet. Der er arrangeret noget,« forklarede han.

Landstræneren skulle dog lige igennem et officielt pressemøde, som han ikke ligefrem glædede sig til.

»Nu skal jeg til et fantastisk internationalt pressemøde. Det er virkelig fedt at være til,« grinte Jacobsen.

Her kan du læse B.T.s DOM og KARAKTERER fra søndagens VM-finale.