Med sine lungers fulde kraft skreg hun sin glæde ud efter at have udbygget Danmarks føring til fem mål.
Og efter en hård og ulykkesplaget slutrunde havde Mie Højlund også nogle ting, der skulle råbes ud, fortæller hun efter sejren over Holland.
Højlund har bøvlet med en knæskade, der fik hende til at frygte for sin fremtid ved slutrunden, og så blev hun tilmed også syg inden den allerførste kamp. Og sidstnævnte nager hende faktisk stadig.
»Den (scoringen, red.) betød rigtig meget for mig. Jeg har været meget frustreret over mit sygdomsforløb, som stadig ikke er helt væk,« lyder det fra Højlund, som også flere gange under interviewet stopper sin talestrøm for at få et host ud.

Men det er ikke kun fysisk, det påvirker hende.
»Det har fyldt meget for mig – også mentalt – den her slutrunde. Så selvfølgelig betød det meget for mig lige at komme ind og få en bold sat i målet,« forklarer Højlund til den danske presse.
Og det er da også set i lyset af al den uheld, der er væltet ned over det danske landshold, at den offensive kreatør er ekstra stolt af Danmarks indtræden i EM-semifinalen.
»Jeg er megastolt af det her hold, præstationen i dag og den rejse, vi har været på efter en meget, meget hård dag i går. Nu vil vi gøre alt, hvad vi overhovedet kan for også at tage det næste skridt (spille sig i finalen, red.),« lyder det fra Mie Højlund.
Få B.T.s dom over skæbnesejren over Holland HER og læse B.T.s karakterer HER.
Søndag klokken 20:30 venter Frankrig i semifinalen.