Der venter to kæmpe brag, når mændenes Final 4 i Champions League sættes i gang mandag aften. Men kort før start er der nu dårligt dansk nyt.
Den danske landsholdsstreg Henrik Toft Hansen er nemlig blevet testet positiv for covid-19.
Det oplyser hans franske klub, Paris Saint-Germain, på sin hjemmeside.
Dermed kommer han ikke i kamp, når storklubben mandag skal forsøge at besejre FC Barcelona i Champions League-semifinalen.

Nyheden kommer dagen efter, at en anden dansker også måtte gå i isolation efter en positiv coronatest.
THW Kiel er nemlig uden Magnus Landin i aftenens opgør, når de møder den ungarske storklub Veszprém af samme årsag.
Både fløjspilleren og Henrik Toft Hansen er blandt landstræner Nikolaj Jacobsens udvalgte til VM slutrunden, der afholdes i Egypten.
De danske spillere møder ind i landsholdslejren 3. januar og spiller træningskampe mod Norge 7. og 9. januar i Kolding.
15. januar spiller Danmark så sin første gruppekamp ved VM mod Bahrain.