I august blev Helle Thomsen præsenteret som ny træner i den tyrkiske mesterklub Kastamonu. Men det eventyr er nu slut.

For klubben fortæller i et opslag, at Helle Thomsen stopper med øjeblikkelig virkning. Det sker efter en gensidig aftale, lyder det, og dermed nåede den danske træner blot at stå i spidsen for det tyrkiske hold i 25 kampe.

'Vi er kommet frem til en fælles aftale, der gør, at Helle Thomsens og vores veje skilles,' skriver den tyrkiske klub i opslaget, der er blevet delt på både Twitter, Facebook og Instagram, og som kan ses i bunden af artiklen.

'Vi vil gerne sige tak til Helle Thomsen for den tilgang, hun har haft og hendes bestræbelser for klubben. Vi håber, at der kommer noget godt ud af det for begge parter, efter vores veje skilles,' skriver Kastamonu, der understreger, at der er stor respekt for den danske træner.

Fra i dag er det assistenttræner Serkan Inci, der tager over, oplyser klubben, der som kommentar til opslaget skriver 'Tak Helle Thomsen'.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Helle Thomsen, men det har i skrivende stund ikke været muligt.

Helle Thomsens har noget af et håndbold-cv, der blandt andet tæller tre mesterskaber med FCM, som i dag hedder Herning-Ikast Håndbold.

Derudover har hun vundet slutrundemedaljer med både Sverige og Holland - for førstnævntes vedkommende var der tale om EM-sølv, og med hollænderne vandt hun både EM-sølv, EM-bronze og VM-bronze.

Da hun skiftede til den tyrkiske klub i august, kom hun fra et job i Molde. Da det danske kvindelandshold sidste år skulle have ny træner, var hendes navn et af dem, der blev nævnt.

»Lad mig understrege, at jeg ikke er blevet kontaktet af en eneste DHF-medarbejder, siden det forleden kom frem, at Klavs Bruun stopper. Men det er ikke nogen hemmelighed, at landstræner-jobbet er interessant. Det vil helt sikkert være noget specielt at stå i spidsen for sit lands bedste spillere,« sagde hun blandt andet til B.T. om jobbet, der gik til Jesper Jensen.